fredag den 21. februar 2014

Christina og Rikke på tur i felten


I dag skulle Rikke og Christina med Kezia, Beatrice og Gavin ud og køre. Vi skulle forbi forskellige skoler, for at aflevere gaver fra fadderne, tager billeder til profiler og lave sundhedsrapporter. På vej til en af skolerne så vi pludselig en mand gå og skubbe en boda (en knallert) med en dreng siddende på og et stort læs bagpå. Da vi kom nærmere så vi at det var to kæmpe store fisk der lå på tværs af bodaen. Gavin stoppede bilen så vi kunne tage nogle billeder. De havde fanget to nilaborre der var ca. en meter lange og havde et gab på 20-30 cm. i diameter. De var så tunge at de ikke kunne køre bodaen.




Et par skilte på St. Andrew Matale sencondary school.

Vi besøgte bl.a. Rhemah Primary School, som ligger 45 min. kørsel fra Masaka. Vi blev vist rundt af Pastor Joseph som er School Director. Skolen, som har 284 elever er enormt fattig, og de har bl.a. ikke klasselokaler nok, så vi blev vist ind i den lokale kirke, som i hverdagen bliver brugt af skolen. Her underviser de Top Class og P1 i samme rum. Da vi kom ind i kirken sad børnene pænt på deres pladser og var helt stille. Det kunne vi næsten ikke holde ud, så Rikke legede 'store stygge Mzungo' imens Christina filmede. Det var fantastisk at se 40-50 børn storme rundt og skrige af grin, og blive lidt forskrækkede over det pludselige indslag. Det oplever de vist ikke hver dag. Eleverne uden forældre bor på skolen bl.a. i et baglokale i kirken hvor der bor 11 drenge i alderen 6-13. I alt bor der 28 drenge og piger på skolen, som er der alene i weekenderne.

 Christina med et par børn på Rhemah school

 Store stygge mzungo Rikke

 Et klasseværelse med to klasser, kun adskilt af en sivvæg

En af de mange der fik sponsergaver 

Paster Joseph


De 11 drenges værelse.

Efter rundvisning gik vi over til Kezia og Beatrice, som var i gang med at lave helbredsrapporter på børnene. Det er tydeligt at se at det er meget det samme børnene fejler. Mange har hudinfektion/svamp i hovedbunden som de får salve og piller for og alle får en pille mod orm og et stykke slik inden de går. Derudover får de tjekket deres tænder, deres fødder og hvis der ellers er noget i vejen bliver de behandlet for det. Nogle stykker havde mavepine og blev henvist til et hospital for at få foretaget en scanning. Det er et stort problem at mange af børnene går på bare tæer hver dag, fordi de gemmer deres sko til fine lejligheder såsom juleaften og kirke. Det resulterer i at de får jiggers (orm som kravler under huden og lægger æg) og sår på fødderne, som der går infektion i. 


 Den medicin, som de yngre børn skal have bliver udleveret til en ældre søster eller bror, eller bliver opbevaret af læreren, som sørger for at de får det. Vi mødte en ung dreng, som gjorde stort indtryk på os. Hans navn er Fulugensio Malaga. Vi bemærkede hurtigt at hans øjne var meget gule og at han ikke så helt frisk ud. Han blev undersøgt af Kezia, som bad læreren hente hans storebror. Han havde de samme gule øjne og så heller ikke frisk ud. Kezia undersøgte begge drenge, og gav dem medicin til to måneder. Den yngste dreng blev bedt om at vente, da vi skulle køre ham hjem og fortælle hans mor om hvordan medicinen skal tages. Efter undersøgelserne tog vi drengen med i bilen og stoppede ved et lille murstenshus. Udenfor stod hans mor og bød os velkommen. Kezia fortalte moren om medicinen og sagde samtidig at hun skulle sørge for at hendes børn fik nok at spise. Til det svarede hun grinende, at hvordan skulle hun kunne sørge for det, når der slet ikke var noget mad. Hun viste os rundt inde i huset, som bestod af en lille stue med tre sofaer, en lille gang og et lille soveværelse, hvor moren sover i en seng, og børnene sover på gulvet, på det der engang har været to skummadrasser. Det var tydeligt at se at de var enormt fattige. Vi snakkede med hende om deres liv, og hun fortalte at hun boede der alene med sine fire børn. Faren til børnene havde forladt dem, da han syntes det var stressende at børnene altid var syge. Hun var stadig ked af det, selvom det var så mange år siden, men hun blev nødt til at holde hovedet højt og tage sig af sine børn. Hun fortalte at det var svært at få pengene til at slå til, da hun kun tjener lidt ved at grave i andres haver. Vi besluttede os for at vi ville give hende nogle penge, som en lille hjælp. Det vakte stor stor glæde hos hende og hun lagde sig på knæ, tog vores hænder og takkede os. Hun bad Beatrice og Kezia om at give os hver et knus og takke os, da hendes egen taknemmelighed slet ikke kunne slå til. Det var fantastisk at se hvor lidt der skal til at gøre andres liv så meget bedre!



På vej hjem i bilen snakkede vi med Kezia om drengene. De lider begge af en sygdom, som gør at de ofte skal have overført blod fra hospitalet. Derudover er deres immunforsvar enormt svækket, og de har smerter i leddene. Uden medicinen bliver børn med denne sygdom sjældent mere end 13 år gamle, da de dør af blodmangel. Kezia kunne fortælle os, at før hun fortalte moren om denne sygdom, troede hun at der var kastet en forbandelse over hendes sønner.

Det er kun den yngste dreng der har en fadder, og selvom Kezia vælger at medicinere begge drenge, så har de i den grad brug for hjælp, da moren ikke kan finansiere de mange hospitalsbesøg de har brug for. Familien mangler mad, og ejer intet udover det faldefærdige hus de bor i. Vi håber der er nogle der kunne tænke sig at sponsorere storebroren, og være med til at kunne gøre livet bedre for en familie, som i hvert fald har gjort et kæmpe indtryk på os.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar