lørdag den 13. juli 2019

Kiboga

I det centrale Uganda, cirka 3 timers kørsel nord for hovedstaden, Kampala, og i alt 6 timers kørsel fra Masaka, ligger distriktet, Kiboga. Området er naturskønt, og mange af borgerne her finder en levevej gennem smålandbrug. Majsplanter dyrkes i stor stil her, og når ellers jorden modtager rigelige mængder vand i regnsæsonen, bliver udbyttet godt.

Dog har befolkningen i Kiboga en række udfordringer til dagligt at se i øjnene. Manglen på arbejdspladser i området er stor, og mange af borgerne her er analfabeter eller har blot en minimal skolegang med sig. Området mangler hospitaler/klinikker, og antallet af børn i skolealderen, er i overtal i forhold til udbudet af skoler og uddannelsesinstitutioner.

Drikkevand og vand til den daglige husholdning hentes fra vandhuller, og den basale hygiejne blandt mange af børnene er ringe.

UCC har i en årrække (ca. 9 år) haft et venskab og samarbejde med områdets pastor, Samuel, som har en iver og vision for at nå mennesker med evangeliet og hjælpe borgere i nød. I 2010 donerede UCC en skolebygning med tre klasseværelser til befolkningen, og Samuel fungerer nu også som skoledirektør for en primary'skole, som til dagligt beskæftiger 5 lærere og underviser ca. 160 skoleelever på klassetrinene, babyclass - primary 3.

Torsdag morgen kørte UCC's manager, Moses og et team bestående af socialarbejder, Wilberforce, og pastor John turen til Kiboga for at mødes med Samuel og tilse projektet dér.

Amani Book Center havde doneret to kasser kladdehæfter til uddeling blandt God's Mercy School-elever. Forest ses pastor John og til højre i billedet, Wilberforce, sammen med en stor og skøn flok skolebørn.

Mange forældre formår ikke at finansiere samtlige af de nødvendige skolematerialer til deres børn. En donation af kladdehæfter kan være til gavn for eleverne flere år frem i uddannelsesforløbet.
Tv: En skolelærer og Wilberforce uddeler kladdehæfter til henrykte elever!

 
Dejlig morgensang og -dans for en skoleklasse. På grund af det store antal elever og blot få klasseværelser til rådighed, må enkelte klassetrin modtage den daglige undervisning udendørs. Pastor John bemærkede, at mange af eleverne ikke havde sko, og nogle elever døjede med larver og infektioner i fødderne og meget ringe hygiejne.

Frikvarter ved God's Mercy School. En majsmark med flotte majsplanter ses i baggrunden.

Elever i kø ved skolekøkkenet. Skoledirektør, Samuel, beretter, at forældre, der ikke er i stand til at finansiere det fulde beløb af skolepenge for deres børn, i stedet donerer poser med majsmel fra deres agerbrug til skolekøkkenet. På denne måde kan samtlige elever dagligt nyde en stor kopfuld majsvælling i formiddagspausen.

Manager Moses, uddeler poser med ris, sukker, the, sæbe, tandbørste og -pasta til elever i babyclass. 

 
Tv: Begejstrede elever har modtaget mad- og hygiejneposer. Teamet fra Masaka havde også medbragt donationer af myggenet og håndklæder fra Banda Lodge.

De store sække af tøj og håndklæder sorteres og uddeles til taknemmelige og glade borgere.

Pastor John prædiker evangeliet til en tætpakket kirkeforsamling.

 
Tv: Pastor Samuel. Th: En lille dreng har fundet sjov og leg med et gammelt cykeldæk.
/JS