mandag den 3. marts 2014

Kisoro-tur -Bjergbestigning

Dagen startede kl. 5.30 hvor vi stod op og gjorde os klar til en dag fyldt med udfordringer. Den første kom ret hurtigt, da vi punkterede på vejen ud til stedet hvor vi skulle startede bestigningen af Mount Muhabura. Desværre var det midt ude i ingenting, Ema (vores ellers virkelig gode chauffør) havde ikke værktøjet med til at skifte hjul og det var bælgmørkt da solen endnu ikke var stået op. Men efter en tur på boda tilbage til byen for at hente værktøjet for Joyce og reservehjulet på kunne vi med en times forsinkelse fortsætte turen mod startstedet. Det var rigtig ærgerligt at være forsinkede allerede fra start da vi kun havde fem timer til at nå toppen, da man er nødt til at være tilbage igen inden det bliver mørkt. Turen op af bjerget skulle vise sig at være en noget større fysisk udfordring end først antaget. Vi havde fået at vide at turen op ville være lang men ikke særlig stejl, men den var bare både lang og mega stejl. Det var meget hårdere end vi havde troet og vi var nødt at holde hyppige pauser, men hold nu op hvor var den omkringliggende natur helt vidunderlig smuk. På vej op var der to stop inden toppen, ved første stop var vi helt overvældede at den fantastiske udsigt. Det smukke landskab strakte sig så langt øjet rakte og vi kunne se over på de to andre bjerge Mount Mgahinga og Mount Sabinyo. Efter en kort pause gik turen videre op. Vi havde fået besked på at sætte tempoet op for at have en mulighed for at kunne nå toppen. Underlaget ændrede sig og vi gik nu fra at vandre på skovstier med mudder til at vandre på små, løse lavasten. Også omgivelserne ændrede sig. Vi gik fra at gå i den tætte skov til at gå i et mere bart og goldt terræn som gjorde at man fik en bedre fornemmelse af hvor højt vi egentlig var oppe. Her blev Anne-Mettes højdeskræk for alvor sat på prøve, men viljen trodsede den og hun fortsatte lidt endnu. På et tidspunkt valgte Christina og Anne-Mette at sige tak for turen og vende om. De følte sig ikke længere trygge oppe i højden og frygtede allerede turen på vej ned af da underlaget nu havde ændret sig til store glatte sten, som var meget stejle vel at mærke. Mens Anne-Mette og Christina begyndte nedstigningen med Dan fortsatte Rikke opad med Silver. Det blev kun endnu hårdere herfra, det gik endnu stejlere opad, luften blev tyndere og benene tungere. Pauserne var på dette tidspunkt endnu hyppigere og fødderne måtte ofte overtales til at tage endnu et skridt. Da vi nåede til andet stop, var klokken blevet mange og der var ikke tid til at fortsætte op. Efter at have delt Rikkes frokost, taget en del billeder og nydt udsigten til fulde begyndte vi nedstigningen. Det man for lidt siden havde kæmpet med at komme op ad skulle man nu uden at falde for mange gange (Rikke kunne holde sig på fem) på vej ned ad. Især de mange glatte stiger var en udfordring og til sidst var knæene også godt mærkede af at vandre nedad. Ti timer efter starttidspunktet var Rikke tilbage til startstedet, hvor Anne-Mette og Christina havde været så søde at sidde og vente på hende i knap fire timer.
Ømme, trætte og høje på adrenalin gik vi tilbage til stedet hvor vi skulle samles op af Joyce og Ema. Vi havde hele landsbyens børn i hælene på os og gav dem til sidst en kiks hver som en lille treat og en tak for at de havde vist os vej. Aftenen blev brugt på at slappe af efter en hård men spændende dag på bjerget.

 Ema arbejder på højtryk for at få os videre


 Christina 

 Rikke 

 Anne-Mette og Christina

 Første restingpoint

 De to nabobjerge Mt. Mgahinga og Mt. Sabinyo

 Rikke ved andet restingpoint

 Rikke og Silver tilbage efter 10 timers vandring

 Smukt var det.

Dagens billeder