fredag den 23. juni 2017

Planlægning af nyt børnehjemsbyggeri

Sikke en dejlig formiddag med gensyn med mange trofaste medarbejdere der har været i UCC i flere år og skønt at møde de nye ansigter der er kommet til. Vores lokale manager Moses styrer medarbejderstab og økonomi for alle grene af organisationen. Han gør sit arbejde super godt og det er faktisk hans kvalifikationer og loyalitet, der gjorde det muligt for os som familie at flytte tilbage til Danmark efter 12 år i Uganda.

Gensyn med Harriet, som har været trofast i UCC i mange år

Vi kørte sammen med Moses og Ivan til Emmanuel skolen, hvor Carsten skulle snakke med nogle lokale håndværkere, som skal igang med at bygge et nyt børnehjem på stedet. 2 firmaer i Aalborg er gået sammen om at finansiere byggeriet, som vi er meget taknemmelige og spændte på. Tak til Melsen Tech og Duelco - vi er taknemmelige og glæder os rigtig meget til samarbejdet :-)

Carsten, Ivan og Moses - et trekløver i UCC

Bygningen der er ved at blive opført er den nye skoleblok på Emmanuel...

.... som med tiden skal erstatte denne midlertidige mudderbygning. 

Richard - den lokale byggearbejder, som skal stå for opførslen af det nye børnehjem. Richard er pastor for en kirke i lokalområdet. Han er for nylig blevet enkemand, da han mistede kone og baby ved fødslen for bare 3 uger siden. Han er efterladt med 3 børn på 8, 6 og 2 år. At ansætte ham til dette job er derfor også et vigtigt led i UCCs arbejde, da mange familier 
på lignende måde bliver hjulpet gennem ansættelse.

Børnehjemmet skal opføres på jorden lige bag ved Ivan. Det ligger overfor ananasmarken og er tæt på skolen

Emmanuel skolen var oprindeligt startet af en lokal politiker, som for mange år siden var ansat som socialarbejder i UCC. Da han ikke længere havde ressourcer til at drive skolen solgte han den til UCC, som med glæde ville overtage skolen, som ligger lige ved siden af et stort stykke jord, som for nogle år siden var doneret af en forretningsmand fra Grønland. Allerede dengang var tanken, at jorden skulle bruges til ananasmark og børnehjem. Ananasmarken er en realitet - og det bliver børnehjemmet også snart :-)

Ivan er en af søjlerne i UCC. Vi mødte ham i 2008, hvor han var ansat som vagt i UCC. Han var uddannet lærer, så han fik senere job på en af UCCs skoler. Der så vi hans stabilitet og karakter, så han er nu leder af både Gods Grace skolen i fiskerlandsbyen og Emmanuel skolen. Han gør sit arbejde super godt og han er en af dem vi er meget taknemmelige for at have med på holdet, og vi er slet ikke i tvivl om, at han er den rette til at supervise både skole, landbrugsprojekt og det kommende børnehjem. Landbrugsprojektet har pt 43.000 ananas planter (måske minus de 2 ananas vi fik med hjem). Derudover er der plantet majs, bønner og søde kartofler nok til at bespise skolens elever.

Ivan foran ananasmarken, som bliver udsigten fra børnehjemmet

På besøg i P4 på Emmanuel 

Esther som lige har afsluttet 4. kl fik en plads i P4, hvor eleverne er jævnaldrende med hende 

P2 - jeg kunne genkende noget af børnenes tøj, for det var det jeg pakkede som donation fra Klarup og Gistrup da Carsten var i Uganda for nogle få måneder siden. Dejligt at se at børnene er glade for det

Drenge er drenge - og verden over sparkes der til en bold i pauserne

/ruth



torsdag den 22. juni 2017

Fam Jespersen rejser til Uganda i 3 uger

Som familie har vi nu boet i Danmark i næsten 2 år. Carsten rejser af og til tilbage til Uganda, men børnene har også savnet Uganda og ønsket at komme "hjem", så vi har glædet os til at tage afsted som familie her i sommerferien. De 2 ældste drenge er blevet hjemme, men resten af banden er afsted og man kan følge vores oplevelser af gensynet med Uganda her på bloggen de kommende dage.

Klar til afgang fra Aalborg lufthavn

Rejsen til Uganda gik fint, men vi blev forsinkede med det sidste fly fra Nairobi. Piloten tog lige en hurtig beslutning, for få sekunder efter han havde sat fuld fart på flyveren bremsede han og annoncerede at der var en mekanisk fejl som han ville have en flymekaniker til at tjekke inden vi kunne flyve videre. Det var selvfølgelig træls med et par timers ekstra rejsetid, men imponerende at han kunne tage en rask beslutning på få sekunder.

Vel ankommet til Masaka efter knap et døgns samlet rejsetid var vi alt for trætte til at gøre andet end at pakke lidt tøj ud.

/ruth

mandag den 19. juni 2017

Afsked med volontørerne

Mandag den 19. juni 2017

Efter fem måneders tid som volontører i Uganda Child Care er Benjamin og Pernille nået til vejs ende og forlader begge Masaka i løbet af denne uge.

Uganda Child Care har haft stor glæde og gavn af at have disse to unge mennesker som en del af arbejdsflokken.

Benjamin og Pernille har gennem tidens løb trofast taget en tørn med arbejdet i forskellige af organisationens arbejdsgrene - både med pakning af gaver i onlineshoppen, i opvasken på Café Frikadellen, i felten med arbejde på UCC's samarbejdsskoler, databasearbejde på kontoret, på babyhjemmet og meget meget andet...

Vi siger tak for jeres tid hos os, kære Benjamin og Pernille og ønsker jer begge 'go' vind fremover'!

Buffet i haven ved volontørhuset. UCC's medarbejdere er mødt frem for at tage afsked med volontørerne.

Lokalmad kan alle li'.

Manager Moses underholder forsamlingen med et lille tryllenummer.

Babra giver en lille afskedstale til Benjamin og Pernille.

Masser af farvelknus.

Benjamin og Pernille modtager en afskedsgave fra UCC - en sjov Uganda- t-shirt med print.

/JS

mandag den 12. juni 2017

Ny uge...


Mandag den 12. juni

Mandag startede med det ugentlige planlægningsmøde på UCC's kontor. Efter mødet dukkede tidligere cafémedarbejder Joseph op for at modtage sin afskedsgave fra UCC, som har været lidt længe 'undervejs'. 

UCC's to volontører Pernille og Benjamin har nu taget hul på deres sidste hele arbejdsuge. I løbet af næste uge rejser Benjamin tilbage til Danmark, og Pernille rejser videre på eventyr rundt i Uganda. I løbet af formiddagen trak de i arbejdstøjet og kørte til babyhjemmet for at opfriske legepladsen med ny maling. Billeder kommer senere...

Fra venstre: Moses - Joan - Joan - Harriet - Joseph - Benjamin

Dagbog fra sidste uge....

Torsdag den 8. juni

UCC's skoleleder Ivan fra Emmanuel og God's Grace Skole blev overrasket på UCC's kontor med kage og sodavand i anledning af sin fødselsdag...

Tillykke Mr Ivan!

Ved Emmanuel Skole skyder den nye tilbygning med flere klasselokaler godt i vejret. I denne uge forventes der at blive lagt bliktag på bygningen.

Håndværkerne er godt i gang.

Flere tusind ananasplanter.

En skøn pige på God's Grace Skole modtog i denne uge en dejlig gave fra sin fadder - et sjippetov, som man kan få meget glæde af i frikvartererne!

/JS

torsdag den 8. juni 2017

Nye kunstmalerier i Café Frikadellen m.m.

Café Frikadellen har over den sidste uges tid fået en rigtig makeover og opfriskning. Eddison og Achou har frisket væggene op med ny maling, og så har Joan og Pernille i samarbejde med tømrer Joe dekoreret væggene med flotte afrikanske malerier, som både skal give varme og fin dekoration til cafémiljøet. Malerierne er købt på et større marked i Kampala og bliver også prismærket, så caféens kunder har mulighed for at erhverve sig et af de flotte malerier.

Pernille og tømrer Joe i fuld gang.

Resultatet er blevet så fint med de flotte og varme farver på væggene.

Tirsdag eftermiddag den 6. juni fejrede vi volontør Benjamin's fødselsdag med et lille kage- og sodavandsarrangement i Café Frikadellen. Benjamin har været volontør i UCC siden slutningen af januar måned i år og er henover månedernes løb blevet meget vellidt blandt de ansatte. 

Tillykke med de 20 år, Benjamin!

Alle medarbejdere havde kun gode og positive ord at sige til Benjamin i de efterfølgende små fødselsdagstaler.

Caféen's to kokke, Lawrence og Nathan er i det muntre hjørne til fødselsdagsarrangementet.

Søndag den 4. juni blev der afholdt et større løbearrangement i Masaka. Både lokale fra byen samt turister havde tilmeldt sig til at løbe henholdsvis et fuldt marathon, et halvmarathon og 10 km.
Et hold bestående af 6 personer fra UCC var også repræsenteret på dagen.

Et team fra Uganda Child Care var også repræsenteret på løbedagen i Masaka. - målet var 10 km, hvilket alle klarede.


Elever fra Kabuwoko Secondary School har taget hul på 2. semester.

Store søde jackfruits.

/JS

onsdag den 7. juni 2017

Uddeling af skolematerialer til UCC's fjerntliggende samarbejdsskoler m.m.

Fredag den 2. juni

Moses, Wilberforce og Pernille kørte den lange tur ud til Adullam Skole, som er beliggende i et bakket og smukt landskab tæt ved grænsen til Tanzania.

Skolen åbnede i mandags den 29. maj til opstart af 2. semester, så UCC'teamet havde diverse skolematerialer med til fadderbørnene.

Pernille og hendes familie hjemme i Danmark sponserer et barn fra denne skole, så Pernille havde i dag medbragt en gave til familien. Det blev en stor oplevelse for både Pernille og familien at mødes på familiens bopæl.

Glade elever fra Adullam klar til at tage hul på 2. skolesemester med friske forsyninger af skolematerialer.

Uddeling af gaver til fadderfamilien. Pernille havde også medbragt nogle papirbilleder af familiemedlemmer til barnet.

En stor oplevelse for både Pernille og familien at møde hinanden.

Torsdag + fredag 1.-2. juni

UCC's samarbejdsskoler i Vestuganda åbnede også op til opstart af 2. semester i denne uge, så eleverne på både Aunt Elvi Primary School samt Rukungiri High var klar til modtagelse af materialer, da Joan, Betty og Benjamin ankom til skolen i løbet af torsdag eftermiddag.

Bilen var også fuld af onlinegaver fra mange af børnenes trofaste faddere, så Benjamin og Betty kløede på med at tage billeder af børn med deres gaver.

Sække med madpakker med videre er netop tømt af bilen, og inden længe skal Benjamin, Betty og skolens socialarbejder Emily i gang med det store uddelingsarbejde.

Fra venstre: UCC's socialarbejder Betty - Aunt Elvi Skole's socialarbejder Emily m/søn - Volontør Benjamin - Rukungiri High elev.

Skønt med en stor madpakkesæk m.m. - én af Aunt Elvi Skole's yngste elever har netop modtaget en gave fra sin fadder.

Joan nyder solskinnet og en hyggelig stund med en af Aunt Elvi Skole's elever Josiah i babyclass.

Onsdag 31. maj

Vi skulle i dag sige farvel til Geofrey Mukulu, som har været hos os siden september i fjor. Mukulu har været til hjælp på kontoret og også udfyldt vikarrollen som bogholder i forbindelse med Babra's graviditet og fravær i løbet af vintermånederne. Efterfølgende har Mukulu varetaget andre opgaver på kontoret, særligt håndtering af indkomne ordrer i onlineshoppen. Vi ønsker Mukulu held og lykke fremover.

Tre af UCC's gode og arbejdssomme medarbejdere - fra venstre: Muliira, som står for indkøb, pakning og klargøring af gaver i onlineshoppen. I midten: UCC's socialarbejder Betty.
Wilberforce, som bruger en stor del af ugedagene ude på skolerne, hvor han sørger for, at onlinegaver mv. bliver leveret til fadderbørnene.


Afskedskage til Mukulu.

/JS

lørdag den 27. maj 2017

Opstart på 2. semester og uddeling af skolematerialer

Efter 3-4 ugers ferie åbner skolerne i Uganda nu op til opstart af 2. semester. Nogen af UCC's samarbejdsskoler åbner i denne uge, hvor andre åbner på mandag den 29. maj.

Derfor har der i denne uge været travlhed på kontoret med optælling og pakning af diverse skolematerialer, som henover dagene er blevet kørt ud til skolerne. Dette arbejde fortsætter i næste uge...

Elever på God's Grace School modtager deres portion af diverse skolematerialer.

Wilberforce er taget til Hope Primary School for at uddele skolematerialer.

På Hope Comprehensive School (secondary) sørger socialarbejder Betty for, at de større elever modtager deres pakke af skolematerialer, som ser lidt anderledes ud end den pakke, som elever på primary-skoler modtager.

Pernille arbejdede i løbet af ugen på laminering af en række fotos af babyhjemsbørnene, som hun har taget i løbet af de fire måneder, hun har været volontør i UCC. Efterfølgende er de blevet hængt op til pynt og 'good memories' på babyhjemmet til stor glæde for børnene.

Det store lamineringsarbejde er i fuld gang.

Fotosene studeres nøje!

Kato og Henry er begejstrede for resultatet, som giver anledning til mange minde-samtaler.

På UCC's kontor har vi budt Fortunate velkommen. Hun er i sit uddannelsesforløb til socialarbejder og gennemfører et kortere praktikforløb hos UCC.

Elever fra Spring of Life School modtog i denne uge onlinegaver fra deres faddere.

Tirsdag kørte Moses og Geofrey til White Angel børnehjem med den ugentlige ration madvarer til børn og mama'er.


mandag den 22. maj 2017

Moses besøger La Grace skole i Congo

UCC's manager Moses besøgte i sidste uge UCC's samarbejdsskole ved navn La Grace School i storbyen Goma i Congo.

UCC støtter et mindre antal børn dér med betaling af skolegang via fadderskaber. Moses tilbragte nogle få dage i byen, hvor han fik opdateret børnenes profiler samt taget profilbilleder og indsamlet skolerapporter og breve. Enkelte børn modtog også gaver og breve fra deres faddere.

Et kig ind i en af klasselokalerne.