lørdag den 1. marts 2014

Kisoro-tur. -Besøg hos en lokal familie

Dagen startede vi tidligt. Vi skulle ud i bushen og besøge en familie som Joyce havde besøgt før. Vi kørte op og ned af bjerge i en times tid, og så mange skønne ting ud af vinduet. Vi fandt bl.a. ud af at der bliver lavet enormt mange mursten, da jorden i området er helt perfekt til det, så vi så mustensbunker og stabler over det hele. Vi så kvinder bære mursten på hovedet, og folk kaste mursten op af skråninger, til nogle som stod klar til at gribe dem en 2-3 meter længere oppe. Vi fik bestemt et indblik i, i hvor stor grad alting foregår manuelt i Afrika.
Da vi kom frem mødte vi en ung mand på 20 år, som var en del af den familie vi skulle besøge. Han var hjemme på besøg, da han til daglig læste på universitet i Kampala. Han fulgte os endnu en gang op og ned af bjerge og skråninger, og vi gik ca. 45 min væk fra hovedvejen før vi kom til et fint lille hus. Udefra kunne vi se at familien ikke var decideret fattig. De havde store stykker land hvor de dyrkede deres egne grøntsager. Økonomisk har de ikke så meget, men ernæringsmæssigt er de godt forsynet. Joyce havde fortalt os at det var en stor opgave for dem at komme ind til byen (det erfarede vi så også selv), så vi havde købt lidt goder med, såsom ris, sukker, tændstikker, sæbe, cola og andre gode ting. Da vi kom hen til huset, blev vi mødt af en ældre herre og en ældre dame, som kærligt tog imod os og viste os ind i huset. Vi sad og snakkede med dem om hvordan det var at bo her, hvor længe de havde boet der osv. I baggrunden kunne vi høre et barn græde, og spurgte indtil hvem det var. De fortalte at de passede deres barnebarn og også at der var noget galt med ham. Efter et stykke tid og mere barnegråd, hentede bedstemoderen barnet med ind i stuen. Det viste sig at det omtalte barn var en syvårig handicappet dreng. Vi kunne se at han havde vand i hovedet, da hans hoved var helt deformt og alt for stort. Derudover fortalte bedsteforældrene at lægerne havde sagt at han var blind og døv, og at han ikke kunne sidde selv, ej heller gå. Vi snakkede med dem om hvor svært det er at pleje et barn med særlige behov, når man bor så langt væk. F.eks. bliver de nødt til at bære ham den lange vej fra huset til hovedvejen, for derefter at tage lastbil eller boda-boda til hospitalet, når han skal det.
Inden vi skulle gå, fik vi taget billeder med familien, og de spurgte om vi ville sende dem en kopi som de kunne hænge op i stuen. Det var i deres øjne en velsignelse at have besøg af mzungoer (hvide mennesker) og de fortalte at flere i området slet ikke troede på at der fandtes hvide mennesker, da de aldrig havde set nogle i virkeligheden, men kun på billeder.


Da vi skulle derfra fulgtes vi med sønnen og moren, som alligevel skulle ind til byen. På turen snakkede vi om hvordan familier på landet lever. Det var overraskende og skræmmende at høre at det er kvindens ansvar at arbejde (i dette område betyder det at grave), passe små børn, betale børnenes skolepenge og ordne husholdningen. Det sker stadig ofte at manden i løbet af dagen hygger sig med andre mænd og drikker sig fulde i hjemmebrændt alkohol. Før vi skulle hjem, kørte vi forbi et stort marked på grænsen mellem Uganda og Congo. Det var kæmpestort og kaotisk at træde ind i. Det gjorde det ikke bedre at vi hurtigt fik et følge af 20-30 mennesker efter os, udover de 100 som af nysgerrighed stirrede på os og fulgte alle vores bevægelser. Det var en stor oplevelse at være der, og se hvordan et marked i den del af Uganda fungerer. Vi gik rundt der en times tid, og nåede lige at krydse grænsen til Congo, men fik at vide at vi ikke måtte bevæge os derind, da det skabte for meget påstyr med alle de der fulgte efter os.

Efterfølgende kørte vi hjem og slappede af efter en skøn og begivenhedsrig dag.