torsdag den 13. marts 2014

Undersøgelse hos børnelægen og en tur hos ortopæden

I dag har Christina og Rikke, sammen med Sharon, været på hospitalet med Hope. Børnelægen ville gerne se hende igen, her 14 dage siden sidst. Siden vi startede med at have fokus på Hope, hendes epilepsi, medicin og vægt er der sket rigtig meget. Efter skiftet i medicinen er hun gået fra at have lange, voldsomme og ekstremt trættende anfald dagligt til at have et af mindre grad bare en gang om ugen. Yderligere har hun taget hele fire kg på siden hun er startet på den supplerende næring som hun får seks gange dagligt, dvs. på bare fire uger. Tilsammen har det en ekstrem positiv effekt på Hopes ve og vel, hendes hud har fået mere glød og man kan se gnisten i hendes øjne. Desuden er hun virkelig i hopla for tiden. Hun langt mere kontaktbar, snakker mere og griner ofte helt nede fra maven. Sommetider rejser hun sig også brat op og nærmest løber afsted og det er bare en kæmpe forskel fra hvor hun var, hvor hun var så svag og energiforladt at hun ikke engang havde energi til at spise. 
Som sidste gang var vi nødt til at vente rigtig længe på at komme ind. Da vi ankom, var Hope ikke i humør til at sidde stille, så der blev travet nogle gode ture rundt i lokalet, hvilket tiltrak masser af opmærksomhed fra de andre ventende patienter, men Hope var glad og tilfreds. Mens vi ventede på at komme ind til børnelægen gik vi ned til ortopæden og fik taget mål til Hopes nye korset som skal hjælpe hende med at holde en mere ret og oprejst stilling i ryggen. Efter at have set korsetter i Danmark og hvordan der bliver taget mål til dem var det noget af en oplevelse at være med til det samme i Uganda. Hope blev placeret på et stykke papir på gulvet, hvorefter han tegnede fra armhulen ned til hoften. Bagefter målte han hendes omkreds ved hoften og ved taljen. Vi kiggede på hinanden og tænkte, ”Var det virkelig det?”  Til gengæld skal han kun bruge to dage på at lave det og prisen er langt lavere end den ville være i Danmark, kun ca. 500 kr. Ortopæden, Geoffrey havde selv en speciallavet sko på sin ene fod og Rikke kunne ikke styre sin nysgerrighed så hun spurgte ham om hvad der var sket. Han var rigtig imødekommende og fortalte at han var blevet skudt i benet, hvilket forårsagede en ødelagt ankel og skinneben. Han fortalte om hans egen oplevelse med at få hjælp og acceptere sit handicap, og havde deraf valgt selv at hjælpe andre for at de ikke skulle igennem det samme samsurium som han havde været. ”I do this from the buttom of my heart”, fortalte han. Meget rørende at møde en ildsjæl på den måde.

Efter vi havde været hos ortopæden, gik vi tilbage til ventesalen. Der var stadig seks patienter foran os, så vi forberedte os på at skulle vente endnu et par timer, og lagde Hope til at sove på det medbragte tæppe. Hun nåede at få en halv times søvn, før hun desværre fik et epileptisk anfald. Vi var ikke i tvivl om at det var det, vi kunne bevare roen, tage tid og sørge for at hun ikke kunne skade sig selv. Heldigvis var det et relativt kort anfald på et minut. Imens hun krampede kom en læge forbi og spurgte os om hun var blevet tilset. Til det måtte vi svare nej, og han gik med det samme ind til børnelægen og fik os rykket en del op i køen. Vi fik lov til at bære hende ind på en briks i undersøgelseslokalet, så hun kunne ligge der og sove efter den hårde omgang. Efter kort tid kom børnelægen og tilså hende. Han var enormt glad for at se hvordan hun havde det, til trods for at hun var så træt at hun ikke kunne sidde selv. Han spurgte Sharon om hvordan det var gået med hendes epilepsi-anfald siden sidst, og regulerede hendes medicin, så det passede bedre. 



 Christina og Hope 

 Rikke og Hope på en lille gåtur

 Hos ortopæden


Hope får taget meget nøjagtige (øje) mål til sit korset.


En af de mange tankevækkende plakater hos Geoffrey.

Da vi var færdige satte vi os udenfor, spiste noget mad og ventede på vores chauffør. I mellemtiden kom Rikke og Sharon i tanke om en pige fra White Angel School, som Kezia og Beatrice havde været ude og tilse for nogle uger siden. De havde fået at vide at hun var indlagt på sygehuset, så vi besluttede at aflægge hende et besøg. Da vi endelig fandt pigen, Rita, snakkede vi med hendes mor om hvorfor hun var indlagt og hvordan hun havde det. Rita har været indlagt på sygehuset i knap tre uger fordi hun har så kraftig betændelse i hoften at hun ikke mere kan gå. Ydermere har hun svært ved overhovedet at være til, fordi hun har så ondt. Da vi sad og snakkede med moren skiftede hun hele tiden fra at sidde oprejst til at ligge ned, og hver gang hun rykkede på sig, græd og skreg hun af smerte. Det virkede til at hun ikke kunne holde ud at være i samme stilling længere tid ad gangen, men samtidig at det var ekstremt smertefuldt at skifte stilling. Da hun lagde sig ned opdagede vi nogle lange ar hun havde på benet, i den side hvor hun har betændelse i hoften. Hun har af frustration og smerte kradset sig selv fra anklen og op til låret, så hun har fået tydelige ar. Moren fortalte at lægerne ikke endnu ved hvilken medicin de kan give hende for at lindre hendes smerter og gøre hende rask. Det var et besøg som rørte os begge enormt meget, og som virkelig satte nogle tanker i gang om hvordan det er at være patient på et sygehus i Uganda.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar