lørdag den 21. november 2020

Nyt hjemmeskolehæfte til fadderbørn m.m.

Med et par ugers leveringsforsinkelse fra trykkeriet har Child Care's manager, Moses, og socialarbejder, Walter, sidst på ugen langt om længe kunnet afhente ordren af nye skolehæfter til fadderbørn, som nu skal i gang med hjemmeskoleforløbet for 3. skoletermin. Child Care aflønner fortsat skolelærere på partnerskoler, som skal sørge for at hjælpe og undervise børnene i de forskellige fag samt rette løste opgaver i hæfterne. Alt dette arbejde er velkoordineret og foregår enten i private hjem eller udendørs i minimumsgrupper på linje med myndighedernes retningslinjer og anvisninger for forsamlinger i nedlukningsperioden.

Walter og Moses har et større distributionsarbejde foran sig, når de i den kommende uge skal sørge for at uddele de nye skolehæfter til alle fadderbørn på klassetrinnene fra babyclass til og med p6. Børnene skal arbejde med det nye hæfte frem til lige før jul.

På Omega High School, som Child Care indgik partnerskab med for blot et års tid siden, har elever på det afsluttende klassetrin, S4, (efter undervisningsministeriets udmelding og tilladelse) genoptaget studierne. For udvalgte skoler giver de lokale myndigheder endog tilladelse til, at elever, der endnu ikke befinder sig på afsluttende klassetrin (S1-S3), får mulighed for at genoptage studierne, så længe de indkvarteres på skolens sovesale og følger den daglige undervisning frem til skoleårets afslutning i marts/april måned 2021 - blot afbrudt af en kortere jule- og nytårsferie.

Dette tilbud er til stor glæde for mange børn, der har ventet meget længe på at få lov til at vende tilbage til klasseværelserne og fortsætte studierne. Denne 'særaftale' fra de lokale myndigheder gælder også for eleverne på John King Primary School, hvor det ikke blot er p7'elever, der er vendt tilbage til skolegangen, men også elever på lavere klassetrin.

På Omega High School har fadderbørnene på de forskellige klassetrin i denne uge modtaget nye skolematerialer.

I Child Care skal julesække og andre bestillinger køres ud trods sne og slud - eller nærmere - regnskyl og fedtede veje.....

Ak, Child Care's chauffør havde i løbet af ugen udfordringer med at komme fri af mudderet efter den første levering af gaver. Bilens bagagerum måtte først tømmes helt, før socialarbejderne og hjælpere lykkedes med at skubbe bilen fri, så leveringen af julegaver kunne fortsætte ved næste post.







En glad pige, Peace, med en dejlig julesæk!

Merry Christmas!

Drengen, Ivan, er glad for sin julesok!

Mariam i p1 har modtaget en julesæk ved Aunt Kibuuka School.


Pigen, Peace, som bor på Child Care's småbørnshjem er lykkelig over at have modtaget en sød afrikansk dukke fra sin fadder!

/js

Ingen kommentarer:

Send en kommentar