lørdag den 6. juli 2019

Besøgsdag på Masaka Secondary School og gæster på babyhjemmet

På småbørnshjemmet modtog børn og mama'er i formiddag besøg af en dansk familie fra Holbæk, som i disse uger er på ferie og besøger et fodboldakademi i Masaka.
Christian og Joan faldt i snak med familien på Banda Lodge, som ytrede ønske om muligheden for at besøge babyerne og småbørnene i Kyabakuza.

Ved ankomsten skulle børnene lige til at drikke deres morgente og -porridge, og Mie fik mulighed for at give en af babydrengene en flaske.

Børnene fandt hurtigt en ny veninde og legekammerat i Ida, som kunne vise sjove billeder og videoer på hendes smartphone.

 
Tv. Mie og hendes kamera tiltrækker sig opmærksomhed blandt børnene - sjovt, når man kan få lov til at se billeder af sig selv på den lille kameraskærm. Th. Elias får en kærlig krammer. 


 
Tak for jeres besøg og kærlige omsorg for børnene, Mie og co. 😍

Mange secondary-skoler afholdt i dag besøgsdag for forældre og faddere til elever, som i løbet af skoleårets tre semestre er indlogeret på skolernes indkvarteringsafsnit. På Masaka Secondary School, som er byens største skole med det største elevtal, har UCC i dette skoleår et fåtal af studerende fadderbørn. 

Joan kørte over middag ud til skolen for at hilse på et af fadderbørnene. Mange forældre var allerede mødt frem i løbet af morgentimerne for at hilse på deres børn samt tilbringe nogle hyggelige timer sammen med picnic på plænen. Denne særlige besøgsdag, som afholdes én gang per semester, er til stor glæde for både elever og deres pårørende. 

Masaka Secondary School, som ligger centralt i byen, underviser dagligt mere end 4000 elever på klassetrinene, senior 1 - senior 6.

Fadderbarnet, Samuel, som er elev i senior 2, er glad for skolegangen på Maska Seconday School. I forhold til primary'skolen er antallet af fag udvidet med op til 15 obligatoriske fag, som alle kræver tid og koncentration at studere. En besøgsdag som denne i dag var til opmuntring for eleverne, som fik mulighed for at se deres forældre og modtage små gaver i form af snack-poser o. lign. til gavn i det næste forløb.

/JS