Vi har haft den glæde at besøge Emmanuel Skole, hvor dagens program var lidt anderledes end normalt. Manager, Moses, havde en særlig mission: At lære skolens lærere at fremstille deres egen hjemmelavede skosværte, som normalvis er en ægte luksusvare, ofte dyr og svær at opdrive i de fjerne landsbyer, hvor det nærmeste supermarked er en betydelig rejse væk. Derfor er det af afgørende betydning for lokalsamfundet at kunne pudse deres sko selv. Lædersko er en udbredt del af skoleuniformen, og lærerne benytter dem også flittigt. I et miljø med grusveje og støv er skoene i konstant behov for pleje, langt mere end vi er vant til her i Danmark.
Resultaterne af dagens indsats var intet mindre end fantastiske!
1. Først bliver kul knust meget fint
2. Bivoks skæres ud i små stykker
3. Kullet bliver grundigt siet, så det er kun "kulstøv"
4. Derefter opvarmes madlavningsolie, bivoks og kul i kort tid
5. Efter det er blevet mixet og opvarmet, hældes det over i en skål, så massen kan køle af.
6. Skosværten er klar til brug!
Og det endelige resultat!
Foruden fremstillingen af skosværte, besøgte vi Emmanuel børnehjemmene. Vi blev mødt af socialarbejderne og vores yngste treårige pige, Blessing. De var travlt optaget af havearbejde, hvor Blessing også hjalp til med at fjerne ukrudt med stor entusiasme.
Der fjernes ukrudt med hjælp fra Blessing.
Den smukkeste udsigt over bushen fra Emmanuel børnehjemmene.
En frugtfavorit i Uganda er Jackfruit, som heldigvis gror i baghaven.
Kaffeplanterne står flot omkring Emmanuel skolen.
Kaffen bliver høstet, når bønnerne bliver røde. Derefter bliver de tørret.
Godt humør og stor koncentration i Primary 4, som bl.a. var i gang med at lære om konger, klaner og stammer.
Men det er ikke alt – vi har også været på besøg hos God's Grace og afleveret sponsorgaver samt forberedt årets store afslutningsfest/julefest, som vil finde sted meget snart. Vi inviterer børnene og deres forældre til denne festlige begivenhed, hvor der vil være underholdning, inspirerende taler, smukke sange og velsmagende mad. Det er en dag, vi alle ser frem til med spænding!
Kokken ved skolen God's Grave havde forberedt en skøn frokost til os, som indebar søde kartofler, matoke (madbanan), portio (majsgrød), jordnøddesovs, bønnesovs og ananas. En typisk og lækker ugandisk frokost.
Der var højt humør i klasselokalerne!
En smuk udsigt over Lake Victoria
God's Grace kan ses til venstre på billedet, byen Namirembe i midten og Lake Victoria til højre.
En skolesweater er blevet uddelt til en af vores sponsorbørn. Tak til sponsoren for at give denne gave!
Alle dekorationer/plakater/undervisningsmaterialer bliver stort set altid lavet i hånden. Der er ikke computere og printere, som vi kender det i Danmark. Man kan nemt finde nogle flotte plakater i klasselokalerne ved God's Grace.
Mvh.
Rikke