Uddeling af skolematerialer og faddergaver. Nyt barn til babyhjemmet

Jeg er her i Masaka i godt 2 uger for at følge UCC´s arbejde fra sidelinjen og prøve at være med til at gøre en forskel. Min mand og jeg har Daniel på knap 2 år som fadderbarn. Han er en af børnene på babyhjemmet.

Den 7. februar blev noget anderledes, end jeg først havde forventet.Først fik jeg lavet en aftale med en af socialarbejderne, Wilberforce om at køre med ud til 2 skoler.

Den første skole, vi kom til efter mere end 30 minutters kørsel, var Green Acres, hvor der skulle deles skolematerialer ud til de 9 fadderbørn (kun 8 var i skole), som går der. Leder og lærere var venlige og meget villige til at besvare spørgsmål omkring skolen, hvor de bl.a. har en afdeling med handicappede børn. Pludselig kom en skøn ung mand med Downs Syndrom og sagde hej. Han fortalte, at han havde været i både Amerika og Kina.
Der blev taget billeder, som fadderne får sendt i Google Drive. Wilberforce er meget omhyggelig med at få børnene til at tage sig godt ud på billederne 😊

Wilberforce med eleven med Downs Syndrom

Skolematerialer deles ud 

Vi kørte igen videre i ca. ½ times tid til Emmanuel skole, hvor der var uddeling af gaver fra faddere. Først gik en lærer og jeg ned for at plukke ananas i den meget store mark, der ejes af UCC. Der er de mest velsmagende ananas, man kan forestille sig.
Vi fik her vejret at kæmpe imod. Det trak op til en kraftig gang tordenvejr. De første børn fik deres gaver, og der blev taget billeder. Så blæste det op – skiltet med barnets nummer blæste hele tiden væk, men det lykkedes, indtil regnen begyndte. Så måtte vi rykke ind i skolelokaler for at få taget billederne. Omsider var vi færdige med uddelingen og var af regnskyllede, røde grusveje igen tilbage i Masaka ved 14-tiden. 

Mad til børnehjemmet i Emmanuel (2 høns og matoke - madbananer)

Josephine med to høns

Der kommer snart tordenvejr med masser af regn - udsigt over den kæmpestore ananasmark,
som ejes af UCC og som giver indtægt og lækker frugt til børnene

Der kom i en kort periode masser af vand

Tænk sig der gik 4 timer med dette. Og det var ikke pga. lange pause. Nej der blev arbejdet fokuseret hele tiden. Jeg kan nu se, hvor ressourcekrævende dette arbejde er. Men som fadder tænker jeg, at det er det hele værd. Og nu forstår jeg bedre, hvorfor at noget koster forholdsvis mere. Der skal jo både regnes benzin, slid af bil (pyha godt det ikke er min, der skal køre her på disse veje) og arbejdsløn til 2 medarbejdere i 4 timer. Derefter skal billeder uploades på de korrekte fadderes sider.

Nu havde jeg regnet med, at resten af dagen stod på afslapning, men efter lige at have nået noget frokost, blev jeg kontaktet af volontør, Kia, som spurgte om jeg ville med ud og hente en ny baby fra socialkontoret. Det kunne jeg da ikke sige nej til. Så afsted igen sammen med Walter og Kia til socialkontoret, hvor en ung mor sad med 2 babyer. Hendes egen på 1 måned og så lille Noah på 2½ måned, som hun havde taget sig af fra kort efter hans fødsel sidst i november sidste år. Han havde de sidste dage grædt en del og hun kunne ikke overskue det mere.
Formalia blev ordnet og hun og Noah kørte sammen med os ud på babyhjemmet, hvor lille Noah nu bor. Han er en rigtig sød lille dreng, der ser ud til at have fået kærlighed og omsorg de første 2 måneder af sit liv. Og nu kan fortsætte med det på babyhjemmet.

Mama Sarah med lille Noah

Kia med Noah

 Noah får sit første måltid på babyhjemmet

Vores fadderbarn Daniel var meget interesseret i den lille nye dreng

Jeg har efterfølgende reflekteret over, hvad der ville være bedst for ham i hans liv. Den skillevej der pludselig kom for ham i dag. Hvad er bedst? At vokse op i en fattig familie, som måske familiens sorte får og som måske ville blive en klods om benet på plejeforældrene? Eller vokse op på babyhjemmet og senere på et af børnehjemmene, hvor han vil få en god omsorg, om end det er af skiftende voksne, men til gengæld være sikker på at få mad hver eneste dag og senere få adgang til skole?
Han er en af mange, UCC får mulighed for at hjælpe. Der siger man ikke nej til en baby mere, selvom der allerede er overbooket. Og selvom det kan være svært at se, hvor pengene til en ny baby skal komme fra.

Jeg håber bare, at der vil være mennesker, hvis hjerte flyder over, ligesom det skete med min mand Christians og mit hjerte, da vi hørte om Daniels skæbne for 1½ år siden. Det er ubeskriveligt at følge med ”sit” barns udvikling og få mulighed for at hjælpe, når der opstår svære situationer i løbet af opvæksten. Og så ovenikøbet få muligheden for at komme ned og besøge ham her i Uganda. En drøm jeg kun opfordre andre til at leve ud. Det er ikke sidste gang, jeg kommer her.

Kirsten fra Danmark