fredag den 12. juli 2019

Kampala'shoppings, gæster og pakning af snackpacks

Tidligt fredag morgen før solen kom til syne på himlen, kørte Joan sammen med Linda den 3-timer lange vej mod Kampala for at tilbringe formiddagstimerne på fredags craftmarkedet. Joan havde en lang indkøbsliste med varer til craftbutikken at komme igennem, og Linda - som blot har få dage tilbage af sin ferie i Uganda - havde små gaver at købe til sine venner hjemme i Danmark.
Markedet ligger placeret i Det Gamle Kampala og rummer mere end halvtreds små boder, hvorfra der sælges det fineste afrikanske kunsthåndværk fremstillet i eksempelvis træ, fedtsten, genbrugsblik mv. 

Senere på dagen gik turen videre gennem den travle storbys trafik, hvor programmet fortsatte med indkøb af madvarer mv. til både Café Frikadellens og Banda Lodges køkken.

Tv: Gilbert, som gennem en årrække har stået som fast stadeholder på markedet, har et stort udvalg af varer i sit sortiment; fx fine træ'salatsæt, fedtstensfigurer, perlesmykker, postkort osv. 
Th: Den tætte trafik med mange biler, knallerter, cykler og lastbiler, forårsager ofte lange køer i det indre Kampala - en sand tidsrøver, når mange ærinder i byen skal nåes på samme dag!

 
Muliira sammensætter og pakker snackpacks til onlineshoplagret. En snackpack indeholder både brikjuice, poser med nødder og kerner samt kiks ol. Børn, som ikke til dagligt har tilgang til søde sager, nyder på en særlig måde at modtage sådan en posefuld godter. Du kan som fadder bestille en snackpack til dit fadderbarn for kr. 80,- i onlineshoppen.

Atter har småbørnene i Kyabakuza haft glæde af gæsters besøg fra Danmark. Tidligere volontører, Linda og Kristina (som primært var tilknyttet et andet projekt i udkanten af Masaka), er tilbage i Uganda på sommerferie. Kristina har denne gang taget sin familie med, og både store og små nød nogle dejlige eftermiddagstimer sammen på hjemmet.

 
Kristina og hendes forældre hygger sig med børnene.

Linda med et af hjemmets yngste børn.

Leg og spas er altid sjovt! Kristina og hendes bror tager sig godt af børnene. Tak for besøget! 😍

 /JS