Rikke og Christina på Adullam Primary School

I dag var Rikke og Christina i felten sammen med Sophie, Christine, Gavin og Brenda, som er socialarbejder. Vi var ude på en længere tur, for at besøge Adullam Primary School, en ny skole der ligger på grænsen til Tanzania. UCC har besluttet at lave profiler på 40 af børnene der går derude, fordi det er enormt fattigt. Området bærer præg af at de også er omfattet af konflikten mellem Uganda og Tanzania, så ligesom de flygtninge der bor flygtningelejren Sango Bay, er der mange der er blevet flyttet fra deres hjem. I dette område bor de dog ikke i en lejr, men hos familie og venner, som derved har en større arbejdsbyrde, når der nu er flere munde at mætte.

Dette havde vi inden vi tog afsted fået at vide og efter at have kørt mange kilometer ud i bushen, var det et overraskende syn der mødte os. Skolen var enormt flot og meget veludviklet. Det hang bestemt ikke sammen med det vi havde hørt! Vi havde forventet at se en skole i samme stand, som dem vi ellers har set ude i bushen, lavet af mudder og med sivvægge til at adskille klasseværelserne. Vi spurgte straks indtil dette og fik at vide at skolen var blevet bygget af en irsk hjælpeorganisation der hedder Fields of Life. Det var en stor kontrast at se de fattige beskidte børn i laset tøj foran denne farverige murstensbygning med masser af plads og adskilte klasseværelser. 

Det er ikke hver dag at der kommer mzunguer til bushen!

Den fine skole

Efter vi havde snakket med skoledirektøren blev vi anvist i et af klasseværelserne og gik straks i gang med arbejdet. Brenda, Sophie og Christine lavede profiler på børnene, Gavin fotograferede dem, Rikke skrev navneskiltene til fotografierne og Christina målte børnenes højde og deres skostørrelse. Det var svært for os at hjælpe med at lave profiler, da ingen af de ankomne talte særlig godt engelsk, ej heller luganda. Ligesom flere andre steder i Uganda var der mangel på system, som godt kunne forvirre os en del, når alle børnene for rundt blandt hinanden og hed navne vi havde svært ved at udtale. Det lykkedes dog at bevare overblikket og vi fik lavet alt det vi havde planlagt, med hjælp fra fire af skolens lærere.

Brenda og en af skolens lærere fortæller familierne hvad der skal ske

Rikke skriver skilte med svære navne

Gavin tager billeder

Christina måler børnenes højde...

Og fødder...

Efterfølgende lavede vi en skoleprofil på skolen og blev vist rundt af skoledirektøren Julius.

Han fortalte os om området, om tankerne bag skolen og om hvordan det fungerede i praksis.

Han var meget inspirerende at tale med og vi fornemmede at de virkelig havde fat i den lange

 ende. F.eks. Var alle de materialer, som skolen var bygget af, købt af forældre til børn i skolen,

 som derved havde råd til skolepenge. Derudover fortalte han at hvis forældrene ikke kunne

 betale skolepengene, havde de en ordning, hvor forældrene kunne komme og grave på

 skolens jord, sætte grøntsager osv. for derved at kunne betale skolepengene. 

Han viste os også skolens kostskoledel, som endnu ikke er blevet lavet om,

 men stadig er faldefærdige mudderhuse, det samme med præskoleafdelingen,

 men som han selv sagde ‘big dreams, small steps’.

Der bliver lavet skoleprofil sammen med schooldirector Julius

Sådan så hele skolen ud før den blev ombygget

Præskoledelen - 'Big dreams, small steps'

Drengenes sovesal

Skolens caretaker, som bor på skolen og tager sig af kostskolebørnene i weekender og ferier

Klasselokale i hverdagen. Om søndagen bliver skillevæggene åbnet og så fungerer lokalet som kirke. Smart!

En skøn ung mand. Han fik sidste år sat benet af pga. cancer

Find the odd one out...

Christina hopper for at kunne være med på billedet

Det er sjovt at blive fotograferet

Hyggesnak over frokosten

Vi var begge enormt glade for at have været derude og se det og synes bestemt det er en god ide at give børnene mulighed for faddere, for selvom skolen er flot er der rigtig meget brug for hjælp!

Udsigten fra skolen var fantastisk!

Inden vi skulle hjem, skulle der synges for os

Førstehjælpskursus i P6

I dag tog Emeli og Kathrine på boda til Victorious School. Skolen ligger i Kyabakuza, hvor børnene fra babyhjemmet også går. Vi har arbejdet på vores førstehjælpskursus og fået hjælp af Kezia, da vi blev nødt til at vide hvordan førstehjælp foregår i Uganda. Fx har alle jo ikke vat og sprit eller rent vand til rådighed. Det er derfor et super spændende projekt, at finde ud af hvordan førstehjælp stadig kan fungere og hvordan børn kan lære basal hjælp.

Vi havde valgt at lave plancher, da man let kan have dem med rundt og så har de heller ikke lige har en projektor til rådighed. Vi fandt også ud af, at plancher ikke er det der bliver brugt mest i undervisningen. 

Vi kom til skolen kl. 11 og der gik en halv times tid før vi kom i gang. Socialworkeren, Jennifer, som er volontør, oversatte for os. Vi sad i skolens kirke og foran os sad der 40 P6-elever. Lidt nervøse var vi… 

Vi lagde ud med at fortælle om blødninger. Vi forsøgte så vidt muligt, at involvere eleverne hele tiden. Hver gang vi havde fortalt noget, spurgte vi eleverne hvad de havde forstået ved det, eller stillede spørgsmål til det vi selv sagde og selvfølgelig om alle var med. 

Kezia fortalte os hvordan man kan lave vand med vand og salt, til en dehydreret person.

"Dehydrated" er et relevant emne, da børnene i Uganda slet ikke drikker lige så meget vand som vi gør - og her er dobbelt så varmt som i Danmark. I Danmark er der utrolig meget fokus på at man skal drikke mindst 2 liter vand. Men her er det lidt en joke, når de ikke nødvendigvis har adgang til vand og hvis de har, så er det måske ikke engang rent. 

 Da vi fortalte om aflåstsideleje havde vi valgt, at vi ville demonstrere det. Så ned på gulvet med Kathrine og så var børnene helt oppe og køre. Da vi havde vist og fortalt om aflåstsideleje, fik vi børnene til at finde en makker og komme op og vise det for hinanden. De var helt vilde med det - det er nok ikke så tit de bliver inddraget i timerne på den måde! 

 Man kunne fornemme at de virkelig lyttede med under hele kurset. Ikke som derhjemme, hvor vi personligt selv har siddet og halv sovet til det obligatoriske førstehjælpskursus til kørekort. De sad også og skrev noter til og de var så gode til at række hånden op. Man skulle dog lige vænne sig til, at de rejser sig op når de siger noget. 

Vi afsluttede kurset med, at samle alle børnene rundt omkring os for at evaluere. Noget som de nok heller ikke gør. Vi tvivler på, at de bliver spurgt hvad de synes om noget der drejer sig om skole. I starten var de ikke meget for at sige noget selv og sagde i stedet for hvad de havde lært. Efter en tid begyndte de langsomt at turde sige noget. Faktisk overraskede de os helt vildt, da nogle af dem foreslog at vi en anden gang kunne fortælle om mund-mund og at man også kan bruge sprit til at rense med. Wow. De ting havde vi faktisk undladt fordi vi troede, at de måske slet ikke ville forstå det. Så det var jo en glædelig overraskelse! Og vi glæder os til at tilføje de ting til kurset. Vi glæder os sindssygt meget til, at lære mange flere førstehjælp. I dag har været en helt fantastisk dag. Vi har virkelig følt, at vi har hjulpet nogen.