I Sango Bay med lægeteamet

I dag har Emeli, Rikke, Kathrine, Ida og Christina været i flygtningelejren, Sango Bay. Vi kørte derud sammen med Kezia, Beatrice, JB (læge) og Christine som var oversætter. Det regnede på hele turen derud og det gjorde det også i lejren, så det der mødte os var en kæmpe mudderpøl og vi havde fra start af mudder til anklerne. Derudover var det rigtig koldt, og vi frøs, selvom vi havde en ekstra bluse med.. det var ikke rart at forestille sig hvordan flygtningene havde det, på bare tæer, uden en trøje og uden varme i teltet. Kezia, Beatrice og JB satte borde og stole op og begyndte at pakke ud, så de kunne komme i gang med at tilse patienter. Rikke og Ida var assistenter.

  

JB og Beatrice tilser patienter mens Rikke og Ida assisterer ved at finde og dosere medicin.

I mellemtiden gik Emeli, Kathrine og Christina en tur rundt i lejren, for at filme forholdene derude. På turen mødte vi nogle unge mænd, som kunne tale lidt engelsk. Vi blev inviteret ind i den ene mands telt, hvor han bor sammen med sin kone og deres spædbarn. Teltene er doneret af Unicef og er ca. 6 kvm2 store, bagvæggen er lavet af mudder og træ og gulvet er den bare jord. Det var interessant at se ind i teltet, og skræmmende at tænke på at nogle familier bor 8 eller flere i disse telte. På vej videre rundt i lejren mødte vi en gammel dame, som virkede oprørt. Hun fik forklaret de unge mænd vi gik sammen med, at der var en kvinde i et telt tæt på, som var gravid og skulle på hospitalet. Vi gik tilbage til lægeteltet, for at give beskeden videre til lægerne, men damen var kommet os i forkøbet. Da JB havde hørt beskeden pakkede han en pose med gummihandsker og noget vat og fulgte efter kvinden. Vi fik lov til at gå med, så det gjorde vi. Teltet lå i den modsatte ende af lejren og det var uklart for os hvad der ventede os. Da vi ankom til teltet sad der et par kvinder rundt om den gravide, som lå på en madras på gulvet. Hun havde haft veer siden i går og det var bestemt ved at være tiden at hun skulle føde. JB undersøgte hende, konstaterede at hendes bækken var for smalt til at hun kunne føde uden problemer og at væsken ved livmoderen var grøn, som betød at barnet var stresset. Han havde ikke det instrument med, som man bruger til at lytte efter barnets hjertelyd, så han kunne ikke på stående fod fortælle om barnet levede. Han besluttede at sende hende på hospitalet. Vi skulle finde nogle der kunne køre, og heldigvis kom Ruth og Carsten i samme øjeblik kørende med de to jounalister fra 'Ude og Hjemme'. De fik kvinden og hendes mor ind på bagsædet af bilen og Carsten, Ruth og JB kørte hende på hospitalet. Da de var kørt, gik vi tilbage mod lægeteltet for at hjælpe Kezia, Beatrice og Ida. Rikke og Emeli hjalp lægerne og Kathrine og Christina blev sat i gang med at teste patienter for malaria.

Omringet af børn

Inde i den gravide kvindes "hus"

JB med den gravide kvinde og hendes mor 

Den gravide kvindes mor er taknemmelig for at JB hjælper hendes datter

Sidst Rikke var i Sango Bay kom en lille pige, som dårligt nok kunne gå, fordi hun havde et voldsomt angreb af herpes i underlivet. På vej tilbage til lægeteltet genkendte Rikke pigen, hun var glad og løb rundt men havde stadig store plamager af hudinfektion i ansigtet og i hovedbunden. Efter vi havde fundet hendes mor gik hånd i hånd tilbage til teltet hvor hun blev behandlet af Beatrice. Der kom også en dreng med helt røde øjne. Han havde røde øjne fordi han kløede sig i øjnene når han var forkølet og fik på den måde tilført en masse bakterier fra miljøet til øjnene.

Kathrine og Christina fik på et tidspunkt besøg af en kvinde, som kom med et spædbarn og overrakte det til Kathrine. Da vi kiggede under tæppet, lå der en helt lille dreng, som tydeligvis ikke var særlig gammel. Kathrine prøvede at snakke lidt med moren på luganda og da hun spurgte hvor gammel barnet var, svarede moren 3. Vi sad helt overraskede og lykkelige over at sidde med et barn på kun 3 uger, indtil oversætteren kom over til os og fortalte at det altså var 3 dage!

Den lille skønne pige med ekstrem hudinfektion

Ida assisterer Beatrice i lægeteltet

Kezia hjælper børnene

JB undersøgte de voksne i lejren 

Emeli smører antibakteriel creme på en lille drengs øre, der var fyldt med betændte sår.

Mor med tvillinger 


Storesøster med en af tvillingerne

Ida, Christina og Kathrine 

Der tages malariatests

Kathrine blev helt skruk over den her lille babis

Christina holdt også den lille nyfødte

Denne dreng så vi også da vi var her med Patricia.

Ruth og Carsten havde haft en sæk og en stor sportstaske med tøj og tæpper med ud i flygtningelejren, som vi skulle dele ud, til dem der behøvede. Det var svært at udvælge folk, da de alle behøver. Ved malaria-bordet blev det besluttet at give til dem der ikke havde tøj og tæpper til de børn der var rigtig syge. I starten gik det meget fint og folk forholdt sig roligt, men stemningen blev mere og mere intens, så vi rykkede det hele uden for, så lægerne kunne få ro til at tilse patienter. Udenfor blev det hele dog enormt voldsomt. Vi besluttede os for at stå med ryggen op at teltdugen, så vi ikke ville blive omringet og prøvede roligt at dele det tøj ud vi havde tilbage. Folkene omkring os blev dog mere og mere desperate efter at få, og skubbede os op af teltet og råbte. Når vi prøvede at dele noget ud begyndte de at slås om det og tage det ud af hænderne på hinanden. Til sidst blev det så voldsomt at vi ikke kunne bruge tid på at vurdere hvem der skulle have hvad, men bare dele det ud så hurtigt som muligt. Adrenalinen pumpede afsted og det var enormt voldsomt at se hvor desperate folk er derude og hvad de vil gøre for en bluse. Det sætter tingene i perspektiv for os! Det er svært, at se hvordan folk kan ændre personlighed så hurtigt. Hvordan de kan slås indbyrdes, ligemeget om det er deres bedsteven der står ved siden af. Efter denne oplevelse var vi begge i chok, men det stod også helt klart, hvor vigtigt det er at disse mennesker får hjælp. Det gav mening at vi var derude i dag, fordi der var så meget at lave.  

Ruth delte balloner ud


Til stor glæde for mange børn

Emeli og JB 

Rikke med en lille charmetrold

Mange forældre kom til teltet for at få tilset deres syge børn.

Omkring kl. 14.30 begyndte vi at pakke sammen. Det tager altid noget tid at gøre det, fordi de der har ventet forgæves hele dagen, begynder at blive desperate efter også at få noget hjælp. Ida, Kathrine, Emeli og Christina begyndte at gå ned mod udgangen af lejren, for at Ida, som aldrig har været i lejren før, også kunne få et indblik i hvad vi det var for et sted vi var. Vi blev samlet op af bilen og kørte alle sammen ud til det hospital hvor JB tidligere på dagen havde sat den gravide kvinde af. Personalet er statsstøttet og der er næsten intet personale. Lægen som er ansat på stedet er på kursus i 8 mdr., så i dag var der kun en sygeplejerske på fødegangen. Da vi kom var kvinden i gang med at føde, og vi fik lov til at være med! JB, Kezia og Beatrice tog straks gummihandsker på og gik i gang med at hjælpe hende. JB kunne fortælle at barnet var i live, men at det ville blive en svær fødsel, da der stadig ikke var nok plads i bækkenet. Selvom det var tydligt at kvinden var i enorme smerter, sagde hun ikke et ord.Vi stod i døren og blev mere og mere spændte og var ellevilde da vi kunne se hovedet. Det føltes som enormt længe før hele barnet kom ud. En fin pige på 4,5 kg. der var kommet til verden og det var helt fantastisk at opleve.Vi var enormt taknemmelige for at hun havde fået lov til at føde på en fødegang og ikke i et telt, og med en uddannet læge til stede. Det er bestemt ikke alle der får lov til det.Umiddelbart efter at hun havde født og var blevet syet, var det på tide at hun skulle over i en anden seng, så hun skulle trække i et par bukser og gå ind på selve gangen, hvor der lå mange andre kvinder, som ventede på at skulle føde. Her skal hun ligge indtil i morgen, hvor hun højst sandsynligt tager en boda-boda hjem til flygtningelejren.

På vej hjem til Masaka talte vi om at det er enormt frustrerende at vide at dette barn bliver endnu et i rækken, som vokser op i Sango Bay, uden papirer, uden statsborgerskab og på et eksistensminimum, som kun eksisterer pga. nødhjælp. Det er ekstrem virkelighed man bliver udsat for og det får os til endnu mere at håbe på at der snart kommer en politisk løsning, så disse mennesker kan begynde at opbygge et liv, i stedet for kun at overleve med hjælp fra udefrakommende. Sango Bay er helt sikkert et sted hvor man får sat sit eget liv i perspektiv og hvor man kommer til at tænke over hvor ekstreme forhold, mennesker er i stand til at overleve og endda grine under.

Fødslen er her i fuld gang

Kezia med den lille nyfødte pige.

Moren takker for hjælpen