Dagen startede vi tidligt. Vi skulle ud i bushen og besøge en
familie som Joyce havde besøgt før. Vi kørte op og ned af bjerge i en times
tid, og så mange skønne ting ud af vinduet. Vi fandt bl.a. ud af at der bliver
lavet enormt mange mursten, da jorden i området er helt perfekt til det, så vi
så mustensbunker og stabler over det hele. Vi så kvinder bære mursten på
hovedet, og folk kaste mursten op af skråninger, til nogle som stod klar til at
gribe dem en 2-3 meter længere oppe. Vi fik bestemt et indblik i, i hvor stor
grad alting foregår manuelt i Afrika.
Da vi kom frem mødte vi en ung mand på 20 år, som var en del
af den familie vi skulle besøge. Han var hjemme på besøg, da han til daglig
læste på universitet i Kampala. Han fulgte os endnu en gang op og ned af bjerge
og skråninger, og vi gik ca. 45 min væk fra hovedvejen før vi kom til et fint
lille hus. Udefra kunne vi se at familien ikke var decideret fattig. De havde
store stykker land hvor de dyrkede deres egne grøntsager. Økonomisk har de ikke
så meget, men ernæringsmæssigt er de godt forsynet. Joyce havde fortalt os at
det var en stor opgave for dem at komme ind til byen (det erfarede vi så også
selv), så vi havde købt lidt goder med, såsom ris, sukker, tændstikker, sæbe,
cola og andre gode ting. Da vi kom hen til huset, blev vi mødt af en ældre
herre og en ældre dame, som kærligt tog imod os og viste os ind i huset. Vi sad
og snakkede med dem om hvordan det var at bo her, hvor længe de havde boet der
osv. I baggrunden kunne vi høre et barn græde, og spurgte indtil hvem det var.
De fortalte at de passede deres barnebarn og også at der var noget galt med
ham. Efter et stykke tid og mere barnegråd, hentede bedstemoderen barnet med
ind i stuen. Det viste sig at det omtalte barn var en syvårig handicappet
dreng. Vi kunne se at han havde vand i hovedet, da hans hoved var helt deformt
og alt for stort. Derudover fortalte bedsteforældrene at lægerne havde sagt at
han var blind og døv, og at han ikke kunne sidde selv, ej heller gå. Vi
snakkede med dem om hvor svært det er at pleje et barn med særlige behov, når
man bor så langt væk. F.eks. bliver de nødt til at bære ham den lange vej fra
huset til hovedvejen, for derefter at tage lastbil eller boda-boda til
hospitalet, når han skal det.
Inden vi skulle gå, fik vi taget billeder med familien, og de
spurgte om vi ville sende dem en kopi som de kunne hænge op i stuen. Det var i
deres øjne en velsignelse at have besøg af mzungoer (hvide mennesker) og de
fortalte at flere i området slet ikke troede på at der fandtes hvide mennesker,
da de aldrig havde set nogle i virkeligheden, men kun på billeder.
Da vi skulle derfra fulgtes vi med sønnen og moren, som
alligevel skulle ind til byen. På turen snakkede vi om hvordan familier på
landet lever. Det var overraskende og skræmmende at høre at det er kvindens
ansvar at arbejde (i dette område betyder det at grave), passe små børn, betale
børnenes skolepenge og ordne husholdningen. Det sker stadig ofte at manden i
løbet af dagen hygger sig med andre mænd og drikker sig fulde i hjemmebrændt
alkohol. Før vi skulle hjem, kørte vi forbi et stort marked på grænsen mellem
Uganda og Congo. Det var kæmpestort og kaotisk at træde ind i. Det gjorde det
ikke bedre at vi hurtigt fik et følge af 20-30 mennesker efter os, udover de 100
som af nysgerrighed stirrede på os og fulgte alle vores bevægelser. Det var en
stor oplevelse at være der, og se hvordan et marked i den del af Uganda
fungerer. Vi gik rundt der en times tid, og nåede lige at krydse grænsen til
Congo, men fik at vide at vi ikke måtte bevæge os derind, da det skabte for
meget påstyr med alle de der fulgte efter os.
Efterfølgende kørte vi hjem og slappede af efter en skøn og
begivenhedsrig dag.
