Genbesøg fra Danmark
I løbet af de seneste uger har vi haft glæden af besøg fra Carsten, Ruth og deres tre yngste døtre. De har været i Uganda i tre uger og har tilbragt masser af kvalitetstid med børnene på børnehjemmet. Med sig fra Danmark havde de tøj, sko og legetøj – skønne donationer, som blev delt ud med stor glæde.
Familien er nu rejst hjem igen, men deres besøg har været til stor glæde for både børn og medarbejdere – og det har tydeligvis været gensidigt.
Vi har også fået besøg af Rikke, som tidligere har boet og arbejdet i Uganda. Hun er rejst hertil i sin sommerferie og bliver her omkring en måned. Det har været dejligt at byde hende velkommen tilbage – gensynsglæden har været stor!
Gaver og aktiviteter på Emmanuel Skolen
I denne uge var vi en tur forbi Emmanuel Skolen, hvor Ruth og pigerne havde forberedt en lille overraskelse til alle børnene. Der blev uddelt legetøj, bamser, kiks og hygiejneprodukter til de ældste elever. Til de mindste børn havde de lavet en fiskedam, hvor man kunne “fiske” en gave op – en kæmpe succes! Børnene var ellevilde og viste stolt deres gaver frem til hinanden. I mellemtiden blev der lavet sæbebobler, som hjalp med at fordrive ventetiden.
Alle børn fik noget med hjem, og det var rørende at se, hvor stor glæde det bragte.
Et særligt møde med et fadderbarn
Under besøget fik Esther, Carsten og Ruths ældste datter, mulighed for at møde sit fadderbarn for allerførste gang. Det blev et smukt og bevægende øjeblik, hvor hun også mødte fadderbarnets familie. Med sig havde hun mad og legetøj, som blev taget imod med stor taknemmelighed. Som en del af den ugandiske gæstfrihed fik Esther en klase bananer fra familiens egen have som tak for sin støtte.
Samarbejde om vigtige emner
Vi har haft et vigtigt fagligt samarbejde mellem Uganda Child Care og den britiske organisation Love in Action, som blev grundlagt af det britiske ægtepar Allan og hans hustru, der har arbejdet i Masaka-distriktet i over 20 år.
Allan afholdt en workshop for både vores og deres ansatte, hvor vi arbejdede med, hvordan man håndterer og informerer om psykiske, fysiske og seksuelle overgreb i de områder, vi arbejder i. Det blev en særdeles lærerig og meningsfuld dag, hvor vi kunne sparre med hinanden, udveksle erfaringer og diskutere både den ugandiske og europæiske tilgang til disse svære, men vigtige emner.