Dagen startede kl. 5.30 hvor vi
stod op og gjorde os klar til en dag fyldt med udfordringer. Den første kom ret
hurtigt, da vi punkterede på vejen ud til stedet hvor vi skulle startede
bestigningen af Mount Muhabura. Desværre var det midt ude i ingenting, Ema
(vores ellers virkelig gode chauffør) havde ikke værktøjet med til at skifte
hjul og det var bælgmørkt da solen endnu ikke var stået op. Men efter en tur på
boda tilbage til byen for at hente værktøjet for Joyce og reservehjulet på
kunne vi med en times forsinkelse fortsætte turen mod startstedet. Det var rigtig
ærgerligt at være forsinkede allerede fra start da vi kun havde fem timer til
at nå toppen, da man er nødt til at være tilbage igen inden det bliver mørkt.
Turen op af bjerget skulle vise sig at være en noget større fysisk udfordring
end først antaget. Vi havde fået at vide at turen op ville være lang men ikke
særlig stejl, men den var bare både lang og mega stejl. Det var meget hårdere
end vi havde troet og vi var nødt at holde hyppige pauser, men hold nu op hvor
var den omkringliggende natur helt vidunderlig smuk. På vej op var der to stop
inden toppen, ved første stop var vi helt overvældede at den fantastiske
udsigt. Det smukke landskab strakte sig så langt øjet rakte og vi kunne se over
på de to andre bjerge Mount Mgahinga og Mount Sabinyo. Efter en kort pause gik
turen videre op. Vi havde fået besked på at sætte tempoet op for at have en
mulighed for at kunne nå toppen. Underlaget ændrede sig og vi gik nu fra at
vandre på skovstier med mudder til at vandre på små, løse lavasten. Også
omgivelserne ændrede sig. Vi gik fra at gå i den tætte skov til at gå i et mere
bart og goldt terræn som gjorde at man fik en bedre fornemmelse af hvor højt vi
egentlig var oppe. Her blev Anne-Mettes højdeskræk for alvor sat på prøve, men
viljen trodsede den og hun fortsatte lidt endnu. På et tidspunkt valgte
Christina og Anne-Mette at sige tak for turen og vende om. De følte sig ikke
længere trygge oppe i højden og frygtede allerede turen på vej ned af da
underlaget nu havde ændret sig til store glatte sten, som var meget stejle vel
at mærke. Mens Anne-Mette og Christina begyndte nedstigningen med Dan fortsatte
Rikke opad med Silver. Det blev kun endnu hårdere herfra, det gik endnu
stejlere opad, luften blev tyndere og benene tungere. Pauserne var på dette
tidspunkt endnu hyppigere og fødderne måtte ofte overtales til at tage endnu et
skridt. Da vi nåede til andet stop, var klokken blevet mange og der var ikke
tid til at fortsætte op. Efter at have delt Rikkes frokost, taget en del
billeder og nydt udsigten til fulde begyndte vi nedstigningen. Det man for lidt
siden havde kæmpet med at komme op ad skulle man nu uden at falde for mange
gange (Rikke kunne holde sig på fem) på vej ned ad. Især de mange glatte stiger
var en udfordring og til sidst var knæene også godt mærkede af at vandre nedad.
Ti timer efter starttidspunktet var Rikke tilbage til startstedet, hvor
Anne-Mette og Christina havde været så søde at sidde og vente på hende i knap
fire timer.
Ømme, trætte og høje på adrenalin gik vi tilbage
til stedet hvor vi skulle samles op af Joyce og Ema. Vi havde hele landsbyens
børn i hælene på os og gav dem til sidst en kiks hver som en lille treat og en
tak for at de havde vist os vej. Aftenen blev brugt på at slappe af efter en
hård men spændende dag på bjerget.
Ema arbejder på højtryk for at få os videre
Christina
Rikke
Anne-Mette og Christina
Første restingpoint
De to nabobjerge Mt. Mgahinga og Mt. Sabinyo
Rikke ved andet restingpoint
Rikke og Silver tilbage efter 10 timers vandring
Smukt var det.
