tirsdag den 17. oktober 2023

Fødselsdagsfejringer & Juleforberedelser


Fødselsdage er altid en særlig anledning her på Emmanuel børnehjemmet, og denne gang var ingen undtagelse. Vejret var strålende, maden var lækker, kagen var en fest for øjnene, og stemningen var fyldt med glæde. Børn og voksne sang fødselsdagssangen med stor entusiasme og nød hvert øjeblik af fejringen. I kan se videoer på vores Instagram ‘childcaredenmark’, hvordan fødselsdagssangen, dansene og fejringen så ud.


Alle bidrager med glæde til fødselsdagssangen


Det, der gjorde denne fødselsdagsfejring ekstra speciel, var, at fire medlemmer fra vores kontor også havde fødselsdag. De besluttede at dele deres livshistorier, som, hos nogen, er en tradition. At dele sin livshistorie er en måde at reflektere over ens rejse, hvordan man er nået til den position, man er i nu, og hvilke drømme og ambitioner man stadig har.

De fire fortalte i et kvarters tid om deres barndom, de beslutninger, de traf undervejs, deres skolegang, familieforhold og deres karriere. Det var en rørende oplevelse at lytte til disse livshistorier og lære mere om de mennesker, der arbejder hårdt hver dag for at støtte de seksten børn på vores børnehjem og 502 andre børn rundt i Masaka. Der er i alt 518 sponsorbørn i ChildCare.

Teamet bag Uganda Child Care

En af de mest bemærkelsesværdige tråde, der blev afsløret i disse livshistorier, var, hvordan karaktertrækkene fra deres barndom stadig er tydelige i deres personligheder i dag. Det understreger også hvor vigtigt det er fremme hvert barns kvaliteter og karakteristika, da det kommer til at følge dem i mange år. Man kunne se hvordan børnene lyttede intenst til historierne, da alle de voksne, som sad i rummet, på hver deres måde er deres rollemodeller - og som det bliver kaldt i ugandisk kultur, er deres onkler og tanter. For at vise respekt i den ugandiske kultur for dem som er ældre, kalder man dem tante eller onkel.


Frokosten blev nydt - og mændene havde aftalt en dresscode til dagens fejring.

Med de største smil blev kagen også skåret ud og spist. 



Vi ønsker at takke alle vores støtter for at gøre det muligt for os at skabe en kærlig og støttende atmosfære for børnene på vores børnehjem. Det er jeres støtte, der giver os mulighed for at fejre fødselsdage og livshistorier på denne måde.

Det var en fantastisk dag med masser smil, glæde, sang, dans, mad - og fra mit perspektiv et meget specielt minde. En kultur, som fejrer fødselsdag anderledes end det jeg nogensinde har kendt til, men man er slet ikke i tvivl om det er en stor fejring og glæden tager man ikke fejl af.

 
Vores yngste pige på børnehjemmet ville gerne med os tilbage til byen.


Ydermere nærmer juletiden sig hastigt, og det betyder forberedelserne så småt er gået i gang. Der printes tekst på julesækkene, som skal fordeles rundt til sponsorbørnene. Ved højtiderne påske og jul kan man ekstraordinært købe kylling eller oksekød til sit sponsorbarn. Det er for at markere højtiderne og den ekstra luksus, som i den grad blive værdsat. Julesækkene er snart være tilgængelige på vores webshop!

 



Mvh. 
Rikke