fredag den 28. juni 2024

Optimering af Emmanuel & Profilopdateringer

Vi har haft en fantastisk uge hos Uganda Child Care. Carsten og hans datter, Esther, er stadig i Uganda, og stemningen er i top. Vi har bl.a. holdt mange møder på kontoret, hvor vi har drøftet emner og projekter som f.eks. vores børnehjem, skole, projekter, håndtering af sociale sager, vores nye kontor, Synology systemet og meget mere. Disse møder har styrket samarbejdet i hele teamet.

Fællesmøde på kontoret for at lære det nye system, Synology. 

Fællesmøde på Banda Lodge.



Optimering af Emmanuel
Desuden har Carsten og Moses haft travlt med at forbedre internetforbindelsen ved Emmanuel. Dette vil ikke kun være en fordel for det nye kontor og computerundervisningen, men også fremover i undervisningen, så lærerne kan finde ressourcer på internettet. Vi stræber efter at optimere skolen og undervisningen for at give børnene og lærerne de bedste betingelser i hverdagen og fremtiden.


Moses fik også arbejdshandskerne på, da der skulle graves ud til de nye kabler.



Smilet og humøret er vidst ikke til at tage fejl af.



Årets Profilopdateringer
Vores socialarbejder, Walter, praktikanten Climah og Rikke er desuden begyndt på årets profilopdateringer, som hvert år gøres tilgængelige for fadderne. Hvert år sørger vi for, at fadderne får en dybdegående opdatering om deres fadderbarn, som inkluderer en gennemgang af familieforhold, skolefremskridt, sociale- og økonomiske udfordringer, hobbyer, interesser og meget mere. Disse opdateringer er med til at styrke relationen mellem fadderne og fadderbørnene og giver mulighed for at lære børnene bedre at kende. Vi nyder at lave disse opdateringer, da det giver os mulighed for at tilbringe tid med hvert enkelt barn og høre om deres hverdag. Det styrker også båndet mellem os og børnene, hvilket er fantastisk.

I næste uge besøger vi derfor alle vores skoler for at møde fadderbørnene. Som altid glæder vi os til at møde en masse glade og smilende børn.



Godt humør og en masse glade børn på Lusango skolen. 


Der blev taget årets profilbilleder.


















søndag den 23. juni 2024

Fællesskab og Projekter i Fokus

Vi har haft en fantastisk uge hos Uganda Child Care fyldt med spændende projekter og glade børn.


Nyt fra vores præst, John

Vores præst John har taget et vigtigt initiativ i kirken ved Kyambazi, som ligger ved vores skole. John ønsker at skabe en mere dialogpræget tilgang, hvor børn, forældre og bedsteforældre kan finde et trygt rum til at tale om deres problemer. Mange i lokalsamfundet har svært ved at finde nogen at tale med om både små og store problemer, herunder skamfulde og tabubelagte emner som fx overgreb, fattigdom og sult. Ugandere er et stolt folk, der ofte ikke viser følelser eller problemer udadtil, men John ønsker at ændre dette ved at tilbyde fortrolighed og tryghed.

John har allerede startet gruppesamtaler med piger i alderen 14-25 år, skolens lærere og forældre. Disse samtaler har været en stor succes, og mange har delt deres barske og hårde historier. Dette er første skridt mod at opbygge et trygt og dialogbaseret rum. John har lært meget om familiedynamikker, pædagogik hos lærerne og de problemfyldte dilemmaer, som lokalsamfundet står overfor. Hans mål er at gøre en forskel og uddanne samt informere lokalsamfundet.





Projekter og aktiviteter 

Esther, Carsten og Rikke tog i denne uge en tur til Entebbe og Kampala for at handle diverse ting, vi manglede. De benyttede også lejligheden til at tage en forfriskende svømmetur i en stor og flot pool i Entebbe. 

Kaotisk trafik i centrum af Kampala.

Carsten fik selvfølgelig afprøvet butikkens guitar - 
og alle medarbejderne endte med at synge sammen med ham.


Lørdag besøgte Esther og Rikke Emmanuel. Esther tilbragte tid med børnene, hvor de tegnede, lagde puslespil og legede. Samtidig åbnede Rikke computerlokalet for skolens lærere, da det er vigtigt for os, at de også får undervisning i computerfærdigheder. Vi stræber efter at give dem adgang til undervisning så ofte som muligt. 





Utrolig godt humør når det lykkedes på computeren.


Denne uge blev der også afholdt computerundervisning for P5, P6 og P7. Rikke viste desuden en dokumentar om natur og dyreliv, som børnene elskede. 

Fantastisk start på dagen med sang og bevægelse i skolegården for de yngste. 




Sponsorgaver 

Vores kontor har haft travlt med at udlevere sponsorgaver til mange af fadderbørnene. Billederne af dette vil blive uploadet til fadderne i løbet af de næste par dage. 

Vi er taknemmelige for jeres støtte og ser frem til endnu en uge med positiv udvikling og glæde hos Uganda Child Care.







tirsdag den 18. juni 2024

Hyggedag på Emmanuel!

I weekenden tog Esther, Rikke og UCCs praktikant Climah til Emmanuel. Esther og Climah besøgte børnehjemmene for at tilbringe kvalitetstid med børnene, mens Rikke åbnede computerlokalet på skolen for at undervise lærerne i et par timer.

Hos os er det en prioritet, at lærerne følger med i den teknologiske udvikling sammen med eleverne. Derfor vil der være mulighed for lærerne at deltage i computerundervisning de fleste lørdage. Lærerne er på forskellige niveauer, hvilket giver dem mulighed for at hjælpe hinanden. Nogle har erfaring med computere, mens andre aldrig har brugt en før. Deres nysgerrighed og ivrighed efter at lære skaber et fantastisk undervisningsmiljø.

Efter undervisningen tog Rikke ned til børnehjemmene for at deltage i hyggedagen med børnene. Der blev lavet hjemmelavede smykker, som børnene elsker. Alle deltog med glæde, og der blev også lagt puslespil og spillet brætspil. Da der var ryddet op, holdt vi en dansefest udenfor med musik, popcorn og sodavand.

Vi tog alle tre hjem med smil på læberne efter en fantastisk hyggelig dag!
















fredag den 14. juni 2024

Carsten og Esther er tilbage i Uganda!

Vi er glade for at kunne meddele, at Carsten og hans datter, Esther, er tilbage i Uganda! De skal være her i to måneder, hvor de blandt andet vil tilse vores organisations projekter og tilbringe tid sammen med børnene.

Kort efter Carstens ankomst tog han ud til Emmanuel sammen med manager Moses og vores pastor, John. Sammen gennemgik de tilstanden på projekterne og diskuterede de næste skridt, der skal tages. Dette indebærer blandt andet at færdiggøre kirken, klargøre det nye kontor til flytning samt inspicere skolen og børnehjemmene. Esther var også med og brugte tiden sammen med nogle af de skønne børn, som havde fri fra skolen og hyggede sig på legepladsen.








Computerundervisning ved Emmanuel
Derudover fortsætter computerundervisningen på Emmanuel, og denne gang fik Rikke hjælp fra Esther, hvilket var en stor succes! P6 og P7 eleverne er i gang med at lave deres egne gruppeprojekter, hvor de skal fremlægge et emne. Først blev teksten skrevet i Word, og nu arbejder vi videre i PowerPoint. Senere skal de præsentere deres projekter – det bliver rigtig spændende! Eleverne i P5 er helt nye til computerbrug, så i øjeblikket lærer vi at bruge computeren bedre og bedre, herunder at anvende musen. Vi øver os i øjeblikket ved at tegne forskellige dyr på computeren. 











Et besøg ved Shalom
Ydermere har vores socialarbejder, Walter, været på tur sammen med organisationen "Home Free Children" for at besøge Shalom, som nu bor sammen med sine kusiner og bedstemor ca. to timers kørsel fra Masaka. Turen gik rigtig godt, og bedst af alt, så har Shalom det rigtig godt – både i sit nye hjem og på sin nye skole. 

Det har været nogle fantastiske dage i Uganda!