Vi var i fiskerlandsbyen Namirembe forleden dag. Det er en afrikansk landsby, der ligger ud til Victoriasøen. Så deraf navnet fiskerlandsbyen. Vejen derud er en grusvej, som ikke er særlig pæn efter dansk standard. Det bumlede i hvertfald meget. Vi var derude med nogle andre også, så vi kørte i to biler. Chaufføren i den anden bil kørte stærkere end min far, så da vi ankom, havde de andre allerede set skolen. De havde faktisk glemt os.
Vi havde bestilt fisk til frokost. Helstegt talapier. De laver nogle specielle fisk derude, så dem er man nødt til at smage. De bliver serveret hele. Det vil sige med øjne, finner og ben. Jeg kunne faktisk godt lide dem. Og det skal lige siges, at jeg er lidt af en fiskehader. Vi fik fortalt, at ifølge deres skikke, skulle vi spise fiskenes øjne. Og nej. Ingen fra min familie gjorde det. Der var en finne, der spiste et øje, men han så helt forkert ud i hovedet.
Far kunne simpelthen ikke finde én eneste grund til at spise et og Theodor blev endda lovet en iPhone pr. øje han spiste. Kezia spiste mange af dem. Hun mener, at de er sunde og at hun har godt af det.
Efter fisken gik vi hen til kirken, hvor der var arrangeret noget sang og dans af skolebørnene. Så vi blev bænket på nogle skolebænke, som de havde båret ind i kirken, og derefter begyndte de. De kom syngende ind på en lang række. De sang meget godt på en blanding af engelsk og luganda. Altså sproget de taler i Uganda.
Derefter gik vi mod skolen. Vi kaldte den strandskolen. Vi fik lov til at se klasseværelserne af skoleinspektøren. Grunden til at vi kaldte den strandskolen var, at skolen lå helt ned til stranden. I nogle af de små klasser bestod gulvet også bare af sand. Deres undervisning foregik på engelsk. Vi blev derude et godt stykke tid længere end de andre, der kørte i den anden bil. Far og Kezia skulle tjekke nogle af børnene. Lidt ligesom man bliver undersøgt i Danmark ved lægen. Altså vejet osv.
Endelig skulle vi hjem. Hjem ad bumlevejen.
En gryde helstegt talapier.
Kirken i Namirembe. Det var derinde skolebørnene sang og dansede for os.
Kezia i klinikken, hvor Rasmus og hun skulle tjekke nogle af børnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar