Fra idé til virkelighed

Uddeling af sko til Sango Bay 

Det hele startede lørdag d. 5/4-2014, hvor Emeli, Kathrine og Christina var et smut nede i byen. Vi så på den anden side af gaden, en dreng der havde alt for store og ødelagte sandaler på. Vi besluttede at vi ville få dem lavet, men samtidig også købe nye sko til ham i den rigtige størrelse. Vi faldt over plastiksandalerne til blot 5 kr. Efter at have sagt farvel til drengen, gik det op for os hvor billigt det er at købe et par sko. Og med ét blev idéen skabt - vi ville købe sko til ALLE i Sango Bay. 

Drengen som startede hele idéen!

Først prøvede vi at regne på beløbet og troede i vores rush at det blot var 2000 kroner vi skulle samle ind. Vi fandt hurtigt ud af, at vores matematiske emner tog fejl - det var 25.000 kroner. Lige øjeblikket tænkte vi ikke på, at vi skulle samle omkring 25.000 kroner ind og hvordan og hvorledes vi skulle få fat i så mange sko ind - eller hvordan i al verden vi skulle dele dem ud. 

Forrige fredag havde vi optaget en masse video i Sango Bay og én speciel video, hvor vi pige gentager af vi siger “varm krammer”. Vi smed den video op sammen med kontooplysninger - og gik i gang. 

Så begyndte det hårde arbejde, med at samle pengene ind. Nogle dage kom der mange penge ind, andre dage ingen. Nogle dage var frustrerende, fordi vi blev nødt til at overveje scenariet “hvad nu hvis vi ikke får alle pengene?”. Vi var fast besluttede på, at vores mål var, at vi skulle have alle pengene - for alle skulle have sko på. 

3-4 uger efter lykkedes det. Vi havde alle pengene. Der gik det samtidig op for os, at vi også skulle have en masse praktiske ting i orden. Blandt andet snakkede Emeli meget med UNICEF og OPM om hvor mange mennesker, der egentlig var i lejren. Fx viste vi at der var 4700, men det tal var ikke længere gældende. Nu var der lige knap 6000. Der var også det faktum, at skoene skulle deles ud. Emeli og Kathrine tog en dag til Kampala, for at snakke med UNICEF om det. Blev klar over, at vi faktisk selv skulle finde en måde at dele dem ud. Vi var meget overraskede over, at de forskellige organisationer har bestemte opgaver i Sango Bay. UNICEF står blandt for sundhedstilstanden i lejren. 

En fredag hvor vi var i Sango Bay gik vi ned for at snakke med politimændende. Vi havde frygtet at de var korrupte og slet ikke ville lytte til os. Aller første vi kom til lejren var vi nede ved politimændende. De bor i den anden ende af lejren, og Emeli og Kathrine kan huske at de begge tænkte - at de levede alt for godt i forhold til menneskene i lejren. Heldigvis fik vi bugt med denne fordom. Disse politimænd gør et fantastisk job og har været en stor del af projektet. 

Undervejs i projektet havde vi købt tøj i en genbrugsbutik der hedder “Green Shops”. Vi har købt mange ting derinde og blevet venner med der arbejder der. Vi fik derfor rabat på tøjet til Sango Bay. Vi fortalte en af mændende, Rogers, om sko-projektet. Han fortalte at han kendte en Sko-agent her i Masaka, som han gerne ville have vi skulle møde. Vi mødte ham og lavede faktisk en aftale med ham om de mange, mange sko vi ville købe. Efterfølgende viste han os en lastbil chauffør, som gerne ville transportere skoene til Sango Bay. 

De næste par gange i Sango Bay snakkede vi rigtig meget med politimændende. De lyttede og var meget positive omkring projektet. De ville hellere end gerne hjælpe os med at dele skoene ud. 

D. 9/6-2014 kunne vi få overrakt pengene og gå ned til byen. Vi købte 5473 par sko. Vi fik lov til at se “storage room” hvor alle skoene var på 10-15 kvadratmeter. Vi fik lov til at lave et fantastisk samarbejde med vores kære Sko-mand. Vi lov til at læsse lastbilen og endelig køre mod Sango Bay. Vi kørte i en Special Hyre og lastbilen kørte efter os. Det var fantastisk at få lov til, at være nødsaget til at have 100% tillid til chaufføren. For i teorien kunne han bare køre sin vej. 

Da vi ankom til Sango Bay ventede vi på vejen, da vi skulle med lastbilen, for at komme ind i lejren. Det var så mærkeligt, da vi sad som mzungu’er side og side med 30 flygtninge - og de havde ingen idé om at vi kom, for at give dem sko.

Da lastbilen kom, hoppede vi op på ladet. Vi kørte igennem lejren og havde udsigt over hele Sango Bay. Det var så fedt, ikke at komme som turist og kigge på deres elendighed. Men komme i visheden om, at vi kunne gøre noget i deres liv. Efterhånden viste de godt, at vi kom med noget til dem. I lastbilen var også en anden mand, som sagde “wow, de har virkelig brug for sko - det kommer virkelig til at gøre en forskel” - og var det bare fantastisk at høre. Tak til alle jer, for det er jer der har gjort det muligt. 

Børnene skreg af glæde og løb efter lastbilen. Igen, så fedt at vi rent faktisk havde noget til dem, som ikke “bare” var at de kunne komme af med malaria - men noget de kunne holde på.

Da vi ankom til politimændende var de helt oppe og køre over, at vi kom med skoene. Vi fik læsset alt af og lagt ind i deres storage room. De besluttede at det ville være bedst at dele dem ud dagen efter. Vi skulle overnatte på et hostel i nærheden, så vi hurtigt kunne komme til lejren. Politimændende var så søde, at de kørte os til hostel og de kom endda og hentede os næste morgen. Tirsdag morgen ankom også en mand fra Røde Kors, som havde taget lister og alle flygtninge med. Det var meget struktureret og skulle sikre, at ALLE fik sko. 

Der blev lagt en stor pressening ud på græsset. Her lagde vi sko i forskellige størrelser. Lejren er inddelt i celler og hver celle, har en cellemand. Inden uddelingen startede briefede politimændende alle cellemænd, om hvordan det hele skulle foregå. Det var så vildt, at se hvor engagerede de her mænd var. Første celle ankom til stedet og bestod af 1000 mennesker. Så voldsomt og vi kunne bare se, hvordan flere og flere mennesker kom til - og stod og så på udenfor lågen. 

Så begyndte vi at dele skoene ud. Hver familie der skulle have sko, blev råbt op og antallet af børn blev tjekket og de blev krydset af, når de havde fået deres sko. Politimændende var med til at give sko ud og vi fik lov til, at uddele skoene sammen med dem. På den måde kunne vi give et præg af, hvilken standard vi også ønskede der skulle være. Det var fedt, at vi kunne lære lidt af hinanden. De kunne vise os hvordan man holdte sikkert og stille. Vi kunne vise dem omtanke og at det ikke handlede om at få folk igennem. Men at vise dem kærlighed og at de fik lige den sko der passede. 

Ida tog hjem, da hun dagen efter skulle hjem og var nødsaget til at pakke sin ting. Emeli og Kathrine blev der og fik inddelt sækkende i kvinder, mænd og børn. Dette ville gøre det nemmere for politmændende at finde den rigtige skostørrelse de næste dage - da vi ikke kunne være der alle dage. Efter vi sorterede sækkene og gik ud af teltet, var det så vidunderligt at se diverse politmænd sidde i hug og give en lille pige eller dreng sko på. Ligesom vi ville have at det skulle foregå. Der var ingen panik, stress eller agressivitet. Vi kan ikke sige andet end “well done” til de her skønne mænd. 

Da det blev tid til frokost inviterede de os til, at spise posho og beans sammen med dem. Efter frokost afsluttede vi første celle. Det var tid til at vende snuden hjem ad mod Masaka.   Imens begyndte de at pakke sko sammen og fortalte, at de ville fortsætte i morgen. De ville ikke dele flere sko ud i dag, da de havde erfaring med at menneskerne blev forvirrede og agressive senere på dagen. Og ville gøre alt for at få mere end et par sko. Vi havde fuld respekt og tillid til dem og sagde, at de blot skulle fortsætte som de havde gjort. Fantastisk at give dem tillid. 

Politimændende kørte os til den nærmeste taxa og vi tog hjem. På bodaturen igennem lejren, så vi så mange børn med nye sko på. Det gav så meget mening, at se projektet life. Tænk, at det lykkedes på trods af alle de faktorer der var i projektet. Når vi kigger tilbage var der jo i grunden mange ting der kunne have gået galt. 

Vi føler virkelig, at Gud har prikket til så mange mennesker mht projektet. Han har gjort det muligt, at så mange mennesker kan være en del af noget så stort. For det er stort, at der bliver givet sko ud til over 5000 mennesker. Samtidig har han givet os en ro over det. Da vi kørte fra lejren var det med fuld tiltro til, at Gud ville være med politimændende de næste par dage og sørge for uddelingen af sko. Ligesom han har være med os og alle jer, der har støttet os. Af hjertet tak fordi I har haft tillid til os og tiltro til at projektet ville lykkes. Vi har været taknemmelige for, at være en del af alle led i dette projekt. Så vi har kunne vise jer, hvad I faktisk har gjort. 

Nogle gange har det virket som det mest surrealistiske projekt, som aldrig ville kunne lykkes. Alligevel gav Gud os så mange mennesker, som alle gjorde dette muligt. Som Sko-manden, Rogers, Chaufføren, Røde Kors manden, politimændenden og selvfølgelig alle jer. 

Til sidst vil vi egentlig bare takke for, at vi fik lov til at fundraise, sprede budskabet om Sango Bay, forhandle priser med Sko-manden, bære sække med sko, læsse bilen, dele sko og overgive al tillid til Gud. Dette er en succeshistorie og vi er 

stolte over, at have været med. Og fået bevist over for os selv, hvor vigtigt det er ikke at begrænse sig selv.

Endnu gang - tak.