I
dag tog Rikke, Christina og Emeli til Sango Bay flygtningelejr med
sygeplejerskerne Kezia, Beatrice, lægen Sarah og oversætteren Mary.
Vi begyndte som vi plejer med at sætte medicin på bordet, borde,
stole op og dele numre ud til patienterne. Vi blev straks sat i gang
med at rense sår på to drenge og en pige, som havde trådt på en
telt pløk og havde fået et stort sår på foden. Vi gik så i gang
med at rense såret med rent vand, hvorefter vi smurte såret ind i
desinficerende, puttede creme og plaster på.
|
Sara tester en ung mand for malaria
|
Emeli og Christina skyller en flænge i foden. Drengen har trådt en teltpløk op i foden
Rikke skyller flere teltpløk-skader
Efterfølgende bliver sårene renset med desinficerende væske
Til sidst bliver der smurt creme og sat plaster på
Herefter assisterede Rikke, Emeli og Christina på skift sygeplejerskerne med at dele piller ud og udvælge akutte patienter. Vi gik rundt med termometer og udplukkede børn, som havde feber, så svage ud og ikke responderede på kontakt. Der er så mange børn med høj feber, som ikke når til lægen fordi der er så mange mennesker. Vi blev så sat i sving med at tage malaria tests, hvilket foregik på den måde, at en af os stak patienten i venstre ringefinger, hvorefter den anden stod klar med pipette og tappede blodet, for derefter at kunne dryppe blodet ned i malaria-måle apparatet, som påviste hvilken type malaria patienten fejlede og hvorvidt patienten havde malaria eller ej. Måle-apparatet minder om en graviditetstest, da man kan aflæse resultatet efter 10 min. På placeringen af streger kan man derved se, hvilken type malaria patienten fejler. Det var skræmmende at se, hvor mange af patienterne, som havde den farlige form af malaria. Denne form for malaria er blevet mere og mere resistent overfor de normale antimalaria medicin og kroppen når desuden ikke at destruere malaria-bakterien i milten, som ved andre malaria-typer, men ophobes i hjernen, hvilket forårsager blodpropper. Børn med denne type malaria (plasmodium falciparum) kan senere få problemer med hørelsen og indlæringen senere i livet. Det er derfor så vigtigt at give menneskerne i Sango Bay den rette behandling i tide. Rikke tager temperaturen på de svageste børn i den ventende flok
Christina hjælper Kezia og Beatrice med at dosere medicin
Patienterne med høj feber bliver testet for malaria..
Nogle af patienterne kan heldigvis stadig holde humøret højt
En pige venter i teltet med lillebror på ryggen
Imens vi arbejdede kom bedstemoren fra tidligere besøg til Sango Bay, hvis datter fødte for øjnene af os volontører, og hilste på. Hun kom stormende hen i Emelis arme og takkede og takkede. Det var så fantastisk at høre, at mor og barn havde det godt, og at man havde gjort en forskel.
En lykkelig bedstemor krammer og takker Emeli
Senere på dagen gik Christina og Emeli en tur for at finde en butik, hvor vi kunne købe hjemmeflettede kurve og derved støtte familien økonomisk. På vejen derhen så vi bedstemoren og blev ellers guidet hen til hendes hus. Indenfor sad moderen og hendes lille fine baby i et blåt skær, fra Unicefs presenning, som husets tag bestod af. Det var så fantastisk at stå i det samme hus, nu med mor og barn, hvis liv ikke længere var i akut fare. Det var samtidig så frustrerende at vide, at de højst sandsynlig snart kommer til at stå i samme kø, som hundredvis af mennesker, hver fredag står i – køen til lægen. Man kan kun håbe og bede til, at flygtningelejrens situation har ændret sig inden da.
Mor og barn i det blå skær fra teltet
Det er hårdt at være så nuttet!
Emeli med dagens indkøb
Christina med sine indkøb
På vej tilbage til lægeteltet, får vi øje på en dreng med en enormt udspilet mave, pga. underernæring!
Vi vendte derefter snuden mod læge-teltene, hvor lægerne og sygeplejerskerne var begyndt at pakke sammen. Herefter kørte vi hen til bedstemorens hus, så Kezia kunne tjekke babyens helbred. Rikke med babyen, som heldigvis har det godt
Christina og Emeli i det enormt varme telt sammen med den stolte bedstemor
Familien er samlet. De bor 8 i teltet, far og mor og 6 børn. Mor er 28 år, Far er 30 år.
Endnu engang har det været en fantastisk og samtidig en frustrerende dag i Sango Bay. Vi snakker ofte om den sære mekanisme, der får os til at søge tilbage til et sted, så frygteligt, håbløst og hjerteskærende som flygtningelejren. Det er et sted, der er så svært at slippe på trods af at det er hårdt og grænseoverskridende at være derude. Vi undrer os over det behov vi har for at vende tilbage igen og igen til et sted så kynisk og håbløst. Det behov vi oplever, er vi godt klar over, kun eksisterer, fordi vi sidst på dagen kan sætte os ind i bilen og køre hjem igen. Det er umuligt for os at forestille os, hvordan det er at være tvunget til at leve på så lille et eksistens grundlag og ikke at kunne se en udvej ud af dette helvede, hvor hver dag er en kamp for at overleve, en kamp for at få lægehjælp og en kamp for at stå forrest i madkøen.
|
|
Ingen kommentarer:
Send en kommentar