Med Hope fra Babyhjemmet til undersøgelse på hospitalet.

Idag var Signe og Rikke sammen med Mamma Sharon på hospitalet med Hope for at få et månedligt tjek på hendes epilepsi og samtidig snakke om, om der er noget man kan gøre for at hun kan tage på, da hun nu kun vejer ca. 21 kg. Hope har i den seneste tid haft rigtig mange og lange anfald (helt op til 30 minutter) som har gjort hende meget træt og svækket hendes krop en hel del. Da hun har så lidt at stå imod med, bruger hun hele dage i sengen på, at komme sig over et anfald, hvilket resulterer i manglende energi til at spise og sådan starter den onde cirkel. Da vi var hos lægen for en måned siden, ville han ikke ændre Hopes epilepsimedicin, pga. hendes lave vægt, men i dag var vi fast besluttet på at vi ikke ville godtage et nej igen, for hvis vi kan mindske anfaldene kan Hopes energi styrkes og dermed appetitten ligeså. 

Vi startede på en afdeling for psykisk syge hvor vi mødte en masse forskellige spændende mennesker. Én bestemt fangede især vores opmærksomhed da han startede en samtale, så snart vi var inde i "venteværelset". Han var en ca. 40 årig mand som var lidt mentalt ustabil og samtidig havde en utrolig hævet hånd, som der tydeligvis var en slem infektion i. Han var på trods af dette det gladeste menneske vi længe har mødt og han elskede at snakke og hygge. Vi mødte også en hollandsk kvinde som var kommet for at observere, da hun selv beskæftigede sig med psykisk syge hjemme. Hun havde medbragt noget juice og nogle kiks, hvilket faldt i rigtig god jord hos de besøgende. Da alle kiksene var spise forsvandt den søde herre for en kort stund og da han vendte tilbage var det med en pose med to æg. Han kom straks hen for at give den til Rikke og jeg og da vi spurgte hvad anledningen var, fortalte han, at han havde bemærket, at vi ikke nåede at få nogle kiks. Begge vores hjerter smeltede. Sjældent møder man en så empatisk mand, det var virkelig rørende. Vi fik lov at tage nogle billeder med ham, og forsikrede ham om, at vi ville besøge hans hjem med en kopi af billederne.

Ventetiden var lang og Hopes energi dalede efterhånden som tiden gik. I mellemtiden var vi ovre og se tandlægeafdelingen hvor Kezia var med en dreng på ni år som skulle have rykket en tand ud. En glad og meget modig lille fyr, som stadig var lykkelig over den hyggelige morgenmad og ikke mindst den sodavand han havde nydt sammen med Kezia forinden. Lidt kærlig opmærksomhed kan gøre en hel del for børn hernede.

 Tager bedøvelse og det hele i stiv arm.

Endelig blev det vores tur til at komme ind til lægen, eller rettere lægerne, for der sad hele fem læger klar til at rådgive os. (I Uganda oplever vi hele tiden, at der er alt for mange ansatte til at gøre en eller to menneskers arbejde.) En af lægerne førte an og var egentlig ret dygtig og dybtegående. Sidst oplevede jeg at en anden læge, meget arrogant, tilså Hope fra sin ende af skrivebordet uden egentlig at vise hende nogen form for interesse. Den læge vi havde i dag brugte lang tid på at sætte sig ind i Hopes ve og vel og tog sig god tid til at forklare os om både hendes sygdom og medicinen. Missionen lykkedes og efter en god snak ændrede han medicinen til et andet præparat og gav os recept på en appetitvækkende sirup.   

Efterfølgende blev vi sendt ned til børneafdelingen for at tale med børnelægen om Hopes manglende appetit og hvad man kan gøre for at tilføje mere næring til den lokale mad. Men efter at have ventet i en times tid med en sovende Hope på skødet, blev vi bedt om at komme igen i morgen da lægen var gået hjem for i dag. Så i morgen tidlig prøver vi lykken igen. J