fredag den 26. april 2024

Nyt fra Uganda


Kære faddere og sponsorer

Oversvømmelse i fiskerlandsbyen igen...

Vandstanden i Victoriasøen er igen steget voldsomt så landsbyen hvor vi har vores skole “Gods Grace” står igen under vand som i 2021. Dengang forsvandt vores skole fuldstændigt, så vi byggede en ny skole på en forhøjning og på pæle 100 meter længere inde fra vandet, men alligevel er vandet nu nået op til skolen

Vi er lige nu ved at redde vores skolepulte og så ser vi tiden an den næste måneds tid og ser om vandet trækker sig tilbage...










Lille filmklip af jeg kører gennem landsbyen: https://youtu.be/MomlUmJXbVI

Inflation og fadderskaber

Vi har den seneste tid set en tilbagegang i fadderskaberne i Child Care. Det sker ofte når børnene skal fra Primary (grundskolen) til Secondary (overskolen). Det er blevet væsentligt dyrere at drive skole i Uganda, og for os som organisation bruger vi meget tid og penge på transport til skolerne. Benzinen koster over 10 kr så priserne er steget med 20-30%. Det betyder så at fødevarer og andre ting også er steget meget.

Hvis vi forhøjer priserne og når børnene skal fra primary til secondary, så stopper mange fadderne for fadderskabet, hvilket er rigtigt synd for de mange børn. Prisen bliver også næsten fordoblet, så vi kan godt forstå at det kan være dyrt for mange mennesker.

Et barn i primary koster lige nu 200 kr om måneden i faderskabs bidrag mens et barn i secondary ofte koster 4-500 kr om måneden (derudover kommer der yderligere udgifter hvis barnet skal på kostskole)







Vi vil derfor fortrinsvis koncentrere os om fadderbørn i primary schools på vores 2 egne skoler, og når barnet så er færdig med grundskolen så vil fadderskabet så overgå til et andet barn. For de faddere som ønsker at gå videre med overskole og evt universitet så vil det stadig være muligt man skal bare vide at det bliver en del dyrere end hidtil.

Vores primaryskole er til gengæld super god. Vi har et fantastisk lærerteam og man kan tydeligt mærke den gode ånd overalt på skolen og børnehjemmene.

Vi har nu et computerlokale hvor de store børn bliver undervist af Rikke som snart har været her et år. Her lærer børnene de mest almindelige computerfærdigheder, it etik og kildekritik. Se mere her: https://www.childcare.dk/fantastiske-dage-ved-emmanuel













Om alt går vel så bliver der installeret internet på skolen i næste uge og så bliver det spændende at se hvordan lærere og elever tager imod det. Internettet vil kun være åbent for undervisning og på kontoret.

Flytning af kontor og administration

Vi har de sidste par år bygget på en klinik bygning som nu er ved at være færdig. Som det ser ud lige nu, så er vi ikke klar til at drive klinik så derfor vil vi indtil videre bruge bygningen til Child Care kontor, så vi flytter fra vores lejede bygninger gennem mange år i




🙂





Masaka ud til Emmanuel skolen og børnehjemmene så det hele bliver samlet et sted. Dermed kan vi spare mange penge og så vil det være nemmere for os at tilse børnehjem, skolen og farm.

Åbningstider for webshoppen

Noget af det vi også bruger en del tid på er at pakke og aflevere gaver som faddere køber i webshoppen. Vi har givet tusindvis af gaver ud til børnene og deres familier, og taknemmeligheden er stor når barnet kommer hjem med f.eks en madpakke, en cykel eller en madras

Meen, det er tider hvor der ikke er mange gaver at køre ud med og tider hvor der er rigtig mange. Når der ikke er så mange gaver så skal de alligevel afleveres og her er det dyrt og slet ikke rentabelt at køre måske 25 el. 50 km ud og at aflevere f.eks. en madpakke og en fodbold, så her har vi også set en mulighed for at spare på udgifterne, tiden og arbejdsbyrden.

Vi har derfor tænkt os kun at have webshoppen åben på bestemte tider på året, så den vil fremover være åben en måned, når et skoletermin starter op 3 gange årligt samt november/december og i påsken, som er de store højtider i Uganda.

Til gengæld vil vi sørge for at webshoppen så bliver fyldt med alverdens gode ting som man kan købe til sit fadderbarn og familierne i Uganda, og i stedet for at have åben 24/7 hele året så vil den være åben 6 måneder om året. Alle faddere modtager så en mail inden butikken åbner.
Dette vil være en forsøgsordning, så vi håber det bliver taget godt imod.

Bliv fadder

Vi har lige nu lagt en del børn op på hjemmesiden som desperat har brug for et fadderskab, så kig ind på siden: https://www.childcare.dk/bliv-fadder

Tak for jeres trofaste støtte til børnene og arbejdet i Uganda!

Kærlig hilsen Ruth og Carsten Child Care

søndag den 14. april 2024

Hyggedag på Børnehjemmene
En skøn uge er gået hos Uganda Child Care! Rikke har forkælet børnene på Emmanuel børnehjemmene med en hyggelig bagedag, hvor vi sammen bagte lækre cookies. Det var en sjov og anderledes aktivitet, som børnene virkelig nød. Efter at have spist vores hjemmebag, legede vi videre i haven med stafet og sjove lege. Det er altid dejligt at tilbringe tid i godt selskab!





Sang og dans, mens cookies er i ovnen.

Praise sad "tålmodigt" og holdte øje med kagerne i ovnen. 





God's Grace
Denne uge bragte os også til God’s Grace skolen i fiskerlandsbyen Namirembe. Den igangværende regnsæson i Uganda har skabt bekymring blandt både os og lokalsamfundet. Da fiskeri udgør en stor del af befolkningens indkomst, er det en kritisk tid, da vandstanden stiger markant og skaber risici for de lokale fiskere. Vi brugte tid sammen med landsbyens beboere for at forstå konsekvenserne af de høje vandstande og den påvirkning, de har på dagligdagen. Desværre er vandet nu nået ind i landsbyens gader, hvilket skaber uhygiejniske forhold og øger risikoen for sygdomme. Trods disse udfordringer modtager vi altid børnene på God’s Grace skolen med åbne arme og et varmt smil. Deres begejstring og glæde er smittende.


Indgangen til fiskerlandsbyen, Namirembe. 


Børnene sad i det gode vejr og fik frokost. 





Velkommen tilbage til Carsten
Og en særlig velkomst tilbage til Carsten, som ankom til Uganda i denne uge og straks kastede sig over vores projekter. Kontoret overraskede ham med fødselsdagssang og kage på Banda Lagde for at fejre hans fødselsdag tidligere på måneden! 





Computerundervisning på Emmanuel
Computervisningen går også fremad med hastige skridt. P5, P6 og P7 fik undervisning torsdag, hvor de øvede deres tastaturfærdigheder og så en spændende dokumentar om den store verden. Børnene var dybt engagerede og nød virkelig at udforske verden udenfor klasseværelset. 




P5 er nybegyndere til computerundervisning, og derfor bliver der gennemgået og øvet basale færdigheder, bl.a. er vi igang med at træne og brugemusen ved at tegne. Mange af eleverne har aldrig set eller rørt en computer før.







Tak for at I læste med, og vi ønsker jer alle en fantastisk uge!


lørdag den 6. april 2024

Computerundervisning & Forældredag ved Emmanuel

Emmanuel
Denne uge har været spækket med aktiviteter på Emmanuel, hvor vi har fejret åbningen af vores spritnye skoletoiletter, computerundervisning og en skøn forældredag.

Rikke tog til Emmanuel, da hun onsdag og torsdag gav eleverne fra P5, P6 og P7 lektioner i computerfærdigheder. Eleverne var fyldt med begejstring, da de lærte alt fra at skrive og tegne på computeren til at forstå dens grundlæggende funktioner. Takket være støtte fra UCC har vi endda fået en  fladskærm installeret i lokalet, som beriger undervisningen yderligere. Torsdag satte Rikke en fascinerende dokumentar om havets vidunderlige verden til eleverne på fladskærm. Deres reaktion var fantastisk - det var første gang, de oplevede levende billeder af havets dyre- og planteliv, og de blev opslugt af det enorme univers, havet udgør. Deres nysgerrighed blev vakt til live, og det var en glæde at se dem så engagerede. Det er klart, at dette ikke bliver sidste gang, vi udforsker verden med hjælp fra internettet og TV’et.
Fremover vil Rikke stå for computerundervisning én gang om ugen på Emmanuel.

Børnene var samlet i skolegården for at modtage information om forældredagen. 

En masse smil i frokostpausen. 


Nogle danske forældre vil måske ikke selv have deres børn køre på motorcykel, men i Uganda er det ganske almindeligt at se - også med så mange..







Gul feber vaccination
I denne uge var der også besøg af to sygeplejersker på skolen, der tilbød gul feber vaccination til alle børn under 8 år. Dette tilbud stammer fra myndighederne, der prioriterer at beskytte børnene mod den farlige sygdom. Gul feber vaccination er obligatorisk for besøgende, der ønsker at indrejse i landet, hvilket understreger vigtigheden af denne indsats. 



Forældredag
Derudover afholdt Emmanuel også en "visitationsday" denne uge, en begivenhed ligesom de velkendte skole-hjemsamtaler i Danmark. Her besøger forældre skolen for at evaluere deres barns fremskridt og diskutere, hvad der fungerer godt, og hvad der kan forbedres. Hele UCC-kontoret var repræsenteret under denne begivenhed, hvor 15 af vores børnehjemsbørn også går på skolen. Socialarbejderne var travlt optaget af møder med lærerne for at sikre, at hvert barns behov blev imødekommet. Vi nød også en lækker frokost på børnehjemmene og delte sponsorgaver ud.

Ekstraordinær lækker mad blev lavet i skolekøkkenet til forældredagen. 

Tusind tak til fadderen for gaverne.





Rektor takker alle børnene for deres hjælp og indsats i forbindelse med forældredagen. 



tirsdag den 2. april 2024

Påsken 2024

Påsken 2024 har været en tid fyldt med glæde og velsignelser! Fantastiske faddere har sendt gaver til deres fadderbørn, og vi har haft den glæde at tage udflugten til ‘Aunt Elvi’ skolen ved Rukungiri, fire timers kørsel fra Masaka, hvor der går mere end 100 ChildCare fadderbørn. Da vi ankom på skolen startede udlevering af påskesække og gaver.

På skolen går to af vores sponsorbørn, hvis faddere havde købt videoer af deres hverdag. Med Walter, Rikke og børnene som guider fik vi et unikt indblik i deres liv, omgivelser og venner. 
Ønsker du også at modtage en video af dit fadderbarn?
Se mere via linket her: https://www.childcare.dk/vare/en-youtube-film-af-dit-fadderbarn

Vi har også haft travlt på kontoret med at uddele gaver til skoler i distriktet. Pakningsteamet har arbejdet på højtryk, og vores biler har været i konstant bevægelse. Det er altid en glæde at besøge skolerne og møde de glade børn, mens vi ønsker dem en god påske.














På Udflugt til Rukungiri

En vidunderlig udflugt til Rukungiri stod på programmet, hvor vi delte påskegaver ud og optog to videoer til vores faddere, der havde doneret til formålet. Walter og Rikke besøgte også hjemmet hos en af pigerne for at dokumentere deres dagligdag og levevilkår på film. Dette gav familien en mulighed for at udtrykke deres taknemmelighed og vise deres hjem.









Socialt arbejde ved Uganda Child Care

En afgørende del af vores arbejde i Masaka-distriktet er at opretholde tætte relationer og et godt samarbejde med de lokale myndigheder. Dette indebærer ikke kun at identificere områder med størst behov, men også at forstå de sociale udfordringer, der præger lokalsamfundet. Vi fokuserer på at identificere børn og områder, hvor vi, i samarbejde med de lokale myndigheder, kan bidrage til udvikling og fremtidige muligheder for distriktet.

Sidste uge deltog Walter og Rikke i et møde med en politibetjent og en socialarbejder, der arbejder for de lokale myndigheder. På grund af begrænsede offentlige ressourcer samarbejder disse to kvinder tæt med flere private organisationer i området. Når de står over for en sag, der kræver intervention, kontakter de organisationer, der passer til målgruppen og har de nødvendige ressourcer til at støtte barnet. Selvom ressourcerne er knappe, er dette samarbejde afgørende for at sikre støtte til sårbare børn.

Walter afholder løbende møder med myndighederne, hvor specifikke sager, der passer til vores organisation, drøftes. Disse sager bringes også op til diskussion ved UCC-møder for at vurdere, hvordan vi bedst kan yde hjælp og støtte.




Påsken ved Emmanuel Børnehjemmene

Påskesøndag tilbragte Rikke dagen sammen med børnene på Emmanuel Børnehjemmene, hvor de lavede smykker og legede udenfor i haven. Vi deltog også i en fantastisk påskegudstjeneste i Emmanuel Kirken, fyldt med bønner, sang og dans.

Vores fire kostskolebørn, Patience, Marvin, Anitah og Clara, var hjemme på påskeferie. De delte ivrigt deres oplevelser fra high school og fortalte om deres nye venner og undervisningen. Det var også en glæde for vores to nye piger, Anitah og Clara, at fejre påsken sammen med os og lære hinanden bedre at kende.

Vi vil gerne takke jer alle for den fantastiske støtte i påsken, og vi håber, at I har haft en vidunderlig påskeferie! 
Husk, at du kan blive fadder til Anitah eller Clara ved at besøge linket her: https://www.childcare.dk/bliv-fadder